det lader til at han var mere ubekjendt med Forholdene, end han kunde være, hvis han var rejst gjennem Danmark, skulde man næsten tro at han er kommen fra England umiddelbart til Norge, ja maaskee endog, siden Sverre reent ud kaldte ham en Bedrager, at han udgav sig for at være Legat, uden at være sendt af Paven. Sverre indbød ham og hans Følge til sig, og beholdt ham hos sig i nogle Dage. De talte om Mangt og Meget, og Kongen anmodede ham om at indvie ham til Konge og krone ham. Dertil, siges der, var Legaten i Førstningen nok saa villig; dette viser, enten at det, som nys formodet, ikke hang rigtigt sammen med hans Sendelse, eller, hvad og er sandsynligt, at Paven ved hans Afsendelse endnu ikke ret var bleven opsat mod Sverre. Men da de andre Gejstlige, som vare tilstede (dette maa da have været Gejstligheden i Viken, der stod under Nikolas), fik Nys om hiin Aftale, gjorde de Legaten opmerksom paa at Kongen endnu var uforligt med Erkebiskoppen, og at denne havde maattet forlade sit Erkesæde; de foreholdt ham tillige, at Kongen, som de sagde, tidligere havde været indviet til Prest, og dertil, at han havde taget sig en Hustru, skjønt han allerede for havde paa lovlig Maade egtet en anden, og at de begge endnu vare i Live[1]; alt dette, og meget andet dertil, anførte de for at vise hvor utilbørligt det var at Sverre kronedes, og bad Legaten endelig ikke at indlade sig derpaa. Deres Forestillinger virkede. Næste Gang, da Kongen talte med Legaten om Kroningen, undslog han sig derfor, og bad ham at forlige sig med Erkebiskoppen, da det var denne, hvem det tilkom at krone ham. Da blev Kongen vred, og sagde: „Jeg seer nok, hvad dit Erende er her i Landet, det samme som mange andre Bedragere gjøre; de løbe hid fra fremmede Lande, for at skaffe sig Penge, og gjøre sig siden lystige over os, naar de vel ere borte. Nu har du strax at forlade Landet; jeg vil ikke, at du skal narre Penge af mine Thegner her i mit eget Rige“. Med denne Besked rejste Legaten[2].
Forbitret over Gejstlighedens Indblanding i denne Sag, rejste Sverre nu nord i Viken, og sendte strax Bud efter Biskop Nikolas. Da denne kom, tog Kongen ham for sig i Eenrum, og sagde ham at han nu var kommen under Vejr med, at alle de svigagtige Anslag, for hvilke Hallkell Jonssøn nys havde staaet i Spidsen, nemlig Øyeskeggernes Opstand, egentlig vare udklækkede af Biskoppen; ja, han bar det endog, som det heder,
- ↑ Denne første Kone er den ovenfor (S. 56, 196) omtalte Astrid Roesdatter, som Sverre havde faaet paa Færøerne og som var Moder til hans fleste Børn, men som han ej vilde tillade at komme til Norge fordi han tvivlede paa hendes Troskab. Det er imidlertid ikke sagt andensteds end her, at han skulde have „egtet hende efter Loven“ (lögfengit).
- ↑ Sverres Saga Cap. 122.
