nok til at faa en Øjensvaghed, der omsider gjorde ham ganske blind[1], og som vel ogsaa har hindret ham meget i at gaa frem med den Kraft, han ellers vilde have lagt for Dagen. Dog vare han og hans Venner fremdeles utrættelige i at agitere mod Sverre, og at Biskop Nikolas i al Hemmelighed understøttede dem, er man næsten berettiget til at slutte af de ligefremme Beskyldninger, Kong Sverre senere gjorde ham, som vi strax nedenfor ville see. Den Understøttelse, som virkelig blev Biskop Valdemar til Deel fra Norge, maatte i alle Fald fjerne alle de politiske Hensyn, som maaskee ellers kunne have bragt Absalon til at udsætte sin aabenbart fiendtlige Optræden mod Sverre, medens tillige den tilsyneladende Fremgang, Øyeskeggerne havde i Slutningen af Aaret 1193, da de nemlig underlagde sig hele Viken og største Delen af Gulathingslagen, nok kunde bringe ham til at ansee Sverre for mindre farlig, end det ellers vilde have været Tilfældet. Det maa da have været omtrent i Begyndelsen eller første Halvdeel af Aaret, at begge Erkebiskopper, som Sagaen beretter, sendte Mænd til Rom med Breve til Paven, hvori alt hvad der var passeret mellem Sverre og Erik, var skrevet efter dennes eget Vidnesbyrd[2], hvilket vel vil sige, at Brevet indeholdt det samme, som det tidligere Brev til Pave Clemens, der ej havde baaret nogen Frugt. Og Brevet maa derhos, som man af Følgerne kan see, have indeholdt en bestemt Anmodning, deels om pavelig Bekræftelse paa de Fordringer, Erik opstillede, deels om Fuldmagt til at exkommunicere Sverre, hvis han ikke gav efter. Denne Gang gjorde begge Erkebiskoppers forenede Forestillinger bedre Virkning, hvad enten nu Paven ej længer kunde lade Sagen saaledes gaa hen, eller han, hvad der er Grund til at antage[3], virkelig var omstemt med Hensyn til Biskop Valdemar. Vi have endnu en pavelig Bulle, der øjensynligt er fremkaldt ved hine Skrivelser. Ved denne Villie tager Coelestin Erkebiskop Erik og hans retmæssige Efterfølgere i St. Peters Beskyttelse, og bekræfter tillige Erkestolens Privilegier i deres videste Udstrækning. Da denne
- ↑ Sverres Saga Cap. 120.
- ↑ Sverres Saga Cap. 121.
- ↑ Se herom Suhm, Historie af Danmark, VIII. S. 289. Maaskee at det oven nævnte Brev fra Kong Knut, der endog efter al Rimelighed er sendt med samme Lejlighed, som Erkebiskoppens, har bidraget til at omstemme Paven. „Vi anraabe eder“, slutter dette Brev, „atter og atter, at den faderlige Hengivenhed lader sig optø ved Sønnens Bønner, saa at den Bitterhed, vi føle over at Retfærdighed ej vises os, kan formildes ved eders Velsignelse, idet I lade os nyde Ret. Vi bede derfor eders Mildhed at lytte til vore Bønner, og tage Hensyn til vor salige Faders Minde, der,.saa længe han levede, var eder saa hengiven, paa det at vi, ligesom vi før have viist de apostoliske Bud Ærbødighed, kunne for Fremtiden verre endnu villigere og pligtskyldige til at udføre dem“.
