Bulles Bestemmelser, endog Ord til andet, danner Grundlaget for de Fordringer, Erkestolen senere opstillede, og de Indrømmelser, som denne ihærdigt søgte at faa Kronen til at gaa ind paa, indtager den en vigtig Plads i vor offentlige Ret, og dens Indhold bør derfor nærmere kjendes. Efter at Paven først i almindelige Udtryk bekræfter Erkebiskoppen og den ham underlagte Kirke i de Friheder og Immuniteter, som hidtil vare hans Kirke tilstaaede af tidligere Konger, fornemmelig Kong Magnus, gaar han over til at opregne de særskilte Rettigheder, der, efter Udtrykkene at dømme, nu for første Gang faa pavelig Bekræftelse, og saaledes maa være opstillede af Erik selv, saa meget mere som de netop sees at angaa de omhandlede Stridsspørgsmaal. „Det skal ogsaa“[1], heder det, „være dig og dine Efterfølgere tilladt, a) til de Kapeller, som Kongerne have stiftet eller doteret, ligesom i andre Kirker og Kapeller i din Provins, at udnævne passende Prester, uden Kongernes Præsentation, ifølge de Afkald paa Patronatsretten, som det er bekjendt at de samme Konger have givet ved offentlige Dokumenter og ved sine Privilegier“[2]. „Vi.bestemme dernæst, b) at ved Udvælgelsen af Biskopper og Abbeder i din Provins, skal ingen Vold, ingen Magt, ingen Godkjendelse, intet Samtykke af Kongen eller nogen Fyrste komme imellem, og ingen skal ved deres Gunst kunne erholde nogen kirkelig Prælatur, men kun den, som de, hvilke Valgretten tilkommer, ved enigt Valg ansee med Hensyn til Lærdom og Vandel at være meest fortjent til at beklæde den ledige Post. c) Da vi ønske at de Gejstlige i Norge skulle nyde den dem tilkommende Frihed, forbyde vi udtrykkeligt, at nogen Biskop, Abbed eller Gejstlig, der ej har kongeligt Len, nødsages til at bære Vaaben eller følge med paa Krigstog, eller dertil at anvende noget af deres Midler; undtagen der skulde være saa stor Nød for Haanden, at vedkommende Biskop efter Overlæg med forstandige Gejstlige maatte tillade det. – – Specielt erklære vi de Prester, Klerke og Lagmænd, der staa i St. Olafs Tjeneste, samt alle andre Prester, saavel paa Landet, som i Byerne, frie for de Byrder, der i Norge
- ↑ Dette „ogsaa“ synes at vidne om, at disse Privilegier nu først ere bekræftede af Paven.
- ↑ Det er vel et stort Spørgsmaal, om dette „var bekjendt“. Paven i det mindste vidste vel neppe andet og mere derom, end hvad Erik havde berettet ham. Det er vel ogsaa hertil, at Biskop Thorlak sigtede, da han (s, o. S. 254) sagde, at det i Norge allerede var vedtaget, at Bestyrelsen af alle Kirker med deres Gods ene skulde tilkomme Biskopperne; der tales ogsaa herom ganske kort og dunkelt i det tvivlsomme Brev af 1174, som om Kongerne havde gjort Afkald derpaa; men vi have allerede seet, og ville fremdeles endnu tydeligere see, at Sverre benegtede saavel deres Hensigt som deres Ret til at gjøre saadanne Indrømmelser.
