Mænd, for hvilke vi nu af eders Hellighed bede om en gunstig Modtagelse og om Trøst i eders faderlige Favn, naar de vidne til Bedste for Sandheden, paa det at den Ondskab, der nu er fremavlet, kan udryddes fra vore Grændser, og vor Kirkes Frihed, styrket ved det apostoliske Sædes Privilegier, kan bevares uskadt. Imidlertid bade vi, af Mangel paa Midler, forladt Riget, og ere i Danmark af vor Medbroder, Erkebiskoppen i Lund, den hellige romerske Kirkes synderlige og hengivneste Søn, blevne modtagne med al Ærbødighed og Hæder, samt underholdte paa det bedste“[1].
Imidlertid var Biskop Helge i Oslo død, som man maa formode, strax efter det for omtalte Biskopsmøde. Den nys indviede Biskop Nikolas, der neppe endnu havde tiltraadt Stavangers Biskopsstol, fik Lyst til at ombytte denne med Biskopsstolen i Oslo, vel ikke saa meget fordi den sidste
- ↑ Langebek, Scr. l. c. At Tiden, da Brevet blev skrevet, var sidst i 1190, ikke, som enkelte have antaget, i 1192 eller 1193, sees deels deraf, at Erik selv omtaler Begyndelsen af Trætten som opstaaet anno præterito, pallio a vestra Sanctitate accepto, quum fuisseunus in terram nostram regressi, hvilket ej kan oversættes anderledes end „ifjor, da vi efter erholdt Pallium af eders Hellighed, vare komne tilbage til vort Fædreland“, altsaa 1189; deels, og fornemmelig, deraf, at Erik ligeledes, som de af ham for Sverre paaberaabte Støtter for den frie Valgret, nævner Pave Hadrians og „eders Helligheds egne“ Privilegier; den Pave, han tilskriver, er altsaa den samme som den, der har udstedt hiint, ved Besættelsen af Stavangers Biskopsstol 1189 eller 1190 paaberaabte Privilegium, og kan følgelig ikke, som man har antaget, være Coelestin d. 3die, der først blev udvalgt i April 1191, men maa være den tidligere i samme Maaned afdøde Clemens d. 3die, den samme, der havde indviet Erik. Uden Paves Navn, til hvem Brevet er stilet, betegnes nemlig kun ved et C., der lige saavel kan være „Coelestin“, som „Clemens“). Men med Coelestin som Brevets Modtager bortfalder ogsaa den væsentligste Grund til at henføre dets Affattelse til 1192 eller endog 1191, og vi kunne bogstaveligt holde os til dets egen Angivelse, at Trætten, det omhandler, var begyndt Aaret forud, og at dette Aar var det samme som det, hvori Erik kom tilbage til Norge, altsaa at Brevet selv er skrevet 1190. Man har maaskee og henført Eriks Flugt fra Norge til 1191, fordi den i Sverres Saga omtales umiddelbart efter Thorleif Breidskeggs Død, der forefaldt i det Aar. Men Sagaens Ord „i denne Tid“, antyder kun Tiden ganske løseligt; paa samme Maade heder det kort forud i Cap. 112 om Biskop Helges Død, at den indtraf „i den Tid“, hvilket efter Stedet, hvor det staar, strengt taget maatte henføres til 1189, medens Helge dog døde 1190. Biskop Njaals Valg omtales endog før 1189. Nu see vi tydeligt, at Hovedstriden foregik paa det omtalte Biskopsmøde, der maa have fundet Sted i den første Halvdeel af 1190, siden Helge da endnu levede; derpaa henskød Sverre Sagen til Frostathing, der vel, som sædvanligt, holdtes om Sommeren, og strax derefter flygtede Erik, altsaa i Juni eller Juli. Saaledes havde han endnu samme Aar god Tid til at overlægge med Absalon og Villjam, og faa Brevet til Paven affattet.
