var mere indbringende, som fordi Nikolas efter al Rimelighed har havt baade Besiddelser og mægtige Forbindelser i Viken[1], og vel især fordi det maatte være ham belejligt og behageligt at holde til i dette Landskab, hvor Stemningen var Sverre mest fiendtlig, og hvor han, i Danmarks nærmeste Naboskab, havde lettest for at udklække de Planer, vi i det følgende ville see ham bringe til Udførelse. Uagtet strengt taget ingen Biskop, der var indviet til eet Sæde, uden Pavens særskilte Tilladelse kunde forflyttes til et andet, hindrede dette dog ikke Erik fra at tillade Nikolas at gjøre Byttet[2], og der tales heller ikke om at Sverre gjorde nogen Indvending; sandsynligviis var det nu for silde, og det er desuden ikke usandsynligt, at det nu virkelig for en Tid var lykkets Nikolas ved forstilt Venlighed at formilde Sverre. Saaledes blev da Nikolas Biskop i Oslo. Om Erik meddeelte ham denne Tilladelse før eller efter sin Afrejse fra Norge, siges ej; men det maa under alle Omstændigheder have været i Løbet af 1190. I hans Sted indviedes til Biskop i Stavanger en Njaal, uvist om det var den, som Sverre tidligere havde foreslaaet, men som Erik ikke havde villet antage[3]. Ogsaa med Hensyn til ham opstaar Spørgsmaalet, om Erik indviede ham medens han endnu var i Norge, f. Ex. under sit Ophold i Bergen, eller efter at være kommen til Danmark; det sidste synes rimeligst. Nikolas Arnessøns Tiltrædelse af Biskopsstolen i Oslo falder, som vi see, omtrent sammen med Erik Jarls mistænkelige Død. Og efter hvad der senere forefaldt, synes det virkelig, som om Mistanken, naar den her skulde ramme en af Parterne. Sverre eller Nikolas, snarere maatte ramme den sidste[4].
- ↑ Man erindre her kun, at Nikolas var Broder af Orm Kongsbroder, i sin Tid Vikens første Mand.
- ↑ I Decr. Greg. I. tit. IV siger Innocents III. udtrykkeligt: ligesom Biskoppernes Translation, Afsættelse og Cession alene er forbeholdt den romerske Pontifex, saaledes gjelder det samme om de udvalgte Biskopper efter Bekræftelsen, skjønt hidtil dette, som var foreskrevet om (de indviede) Biskopper, ikke udtrykkelig var sagt om de blot udvalgte o. s. v. Uagtet dette først siges af Innocents 1198, seer man dog tydeligt at Regelen selv, om de virkelige Biskopper, var gammel. Den synes og at være foreskreven i Decr. II Cap. 7. Qu. I. Cap. 34; vist er det, at den var almindelig antagen.
- ↑ Sverres Saga Cap. 111.
- ↑ Det er allerede ovenfor, (S. 40) antydet, at Overdragelsen af Kastelle-Klostret i Kongehelle til Erkebiskoppen i Nidaros kunde skrive sig fra denne Tid. Og har man nu for Øje, hvorledes Erik og Abbed Villjam i Ebelholt lagde Raad op sammen, og hvorledes Absalon tog sig af Erik i hans Trængsel, ligger det meget nær at formode, at Villjam paa Absalons Anbefaling har overdraget ham hiint Kloster, for dog at skaffe ham nogen Indtægt, og at Nikolas, efter sin Tiltrædelse af Biskopsstolen, var lige saa villig som skyldig til at bekræfte Overdragelsen.
