denne Biskopsstol og dens Gods; jeg har altsaa Lov til at gjøre med dette, som jeg finder for godt, desuden tilhører det Gud og hellige Mænd. Men det er vist, Herre, at de fleste brave Mænd synes bedre om at være hos mig i Fred, end hos eder i Ufred og Misgjerning, thi det er kun faa som nu faa sidde i Ro. Om end mine Mænd have Vaaben eller gode Klæder, da er det deres med Rette, og de have ikke ranet saa meget som en eneste Penning, thi de fare skikkeligt frem, hvor de komme. Det tykkes mig dog ikke sømmeligt at det skal spørges i andre Lande, at Erkebiskoppen ikke selv skal raade for, hvem han skal give Mad eller Klæder, medens derimod eders Sysselmænd, Folk som I have hævet op fra Tiggerstaven, skulle have saa store Skarer som de ville, og hjemsøge Bønderne, fra hvilke de da mod Lov og Ret tage baade Mad og Drikke, ja enhver kan prise sig lykkelig, der ej bliver berøvet mere.“ Da krævede Sverre Lov og Ret, og opfordrede Bønderne til at dømme efter Landsloven, hvor mange Huuskarle Erkebiskoppen skulde have. Dommen faldt efter hans Ønske, og han satte strax alle de Folk, Erkebiskoppen havde hos sig flere end Loven tillod, Femtestevne eller en Frist af fem Dage, inden hvilke de, under Straf af Utlegd og Forbrydelse af Gods og Fred, skulde have forladt ham. Ved at høre dette vovede Erkebiskoppen ikke længer at forblive i Byen, men skyndte sig bort med alle sine Mænd saa hurtigt han kunde, medtagende alt det Løsøre, han og de i en Hast kunde faa med. Han begav sig først til Bergen, og derfra ned til Danmark, hvor han fandt en venlig Modtagelse hos Erkebiskop Absalon, og opholdt sig hos ham i flere Aar[1]. Absalon tog sig paa det ivrigste af hans Sag, og stod ham bi med Raad og Daad i alt hvad han foretog sig til at hævde, hvad han ansaa for sin Ret, og i at tilføje Sverre al den Skade, han kunde. Deres første Foretagende synes at have været dette, at faa den lærde og dygtige Abbed Villjam i Ebelholt, Absalons Ven, til i Eriks Navn at skrive det oven omhandlede Brev til Pave Clemens, hvilket derpaa, som det synes, strax blev afsendt, og hvori han fremstiller den nævnte Sag paa den Maade, han opfattede den, idet han nemlig, saaledes som det ovenfor er viist, især dvæler ved Sverres Vrede over den negtede Kroning, ved Besættelsen af Stavangers Biskopsstol, og ved Patronatsretten. Han slutter Brevet med at melde, at Sverre, forbitret over at Erik ej havde føjet sig efter hans Befaling, havde lagt Beslag paa alt det erkebiskoppelige Gods og Erkestolens Indtægter, lige til den sidste Penning, og derpaa indstevnt Erkebiskoppen for Paven, vel vidende at han af Mangel paa Midler ingen saadan Rejse kunde foretage, og at han derved vilde blive udsat for det pavelige Sædes Foragt. „Men“, siger han, „for at undgaa denne, have vi afsendt paalidelige og vel anseede
- ↑ Sverres Saga, Cap. 117.
