Hopp til innhold

Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/283

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
265
1190. Kongens Strid med Erkebiskoppen paa Thinget.

vilde derimod have at saavel Sognekirker, som mindre Kapeller, naar de kun vare opførte paa Kongsgaarde, skulde ansees som kongelige Kapeller. Han vilde heller ikke vide af noget særegent gejstligt Forum for Gejstlige i verdslige Sager[1], ligesaa lidt som han vilde finde sig i, at Erkebiskoppen paa sine Rejser skulde have saa stort Følge. Men da der, som man nok kan forstaa, ikke kunde blive nogen Enighed mellem Kongen og de gejstlige Herrer, forlod han rimeligviis Mødet, og begav sig til Throndhjem, hvor han lod Erkebiskoppen indkalde til Frostathing[2]. Merkeligt nok fremmødte ogsaa Erkebiskoppen, som man erfarer, uagtet han ellers protesterede saa ivrigt imod Gejstliges Indstevnning for verdslige Retter. Paa Thinget lod Sverre Lovbogen, det vil sige de Bestemmelser i „Graagaas“, han paaberaabte sig, oplæse. Her stod om Biskoppens Følge, at naar han rejste i sine Embedssysler, skulde han kun have 30 Mand og 12 Skjolde, alle hvide[3]. Dette Lovbud fordrede Sverre strengt overholdt. „Erkebiskoppen,“ sagde han, „behøver ikke at have nogen Hird eller Hærmand eller fuldskjoldet Skib, og dog tager han sig saa stor Frihed udenfor hvad Loven berettiger ham til, at han farer med en tyvesædet Snekke, ombord paa hvilken der er 90 Mand eller mere, med Skjolde fra Stavn til Stavn; vi Birkebeiner huske nok, hvor vi fik føle at Erkebiskoppens Skib var sterkt besat, da han lod os angribe under Hattehammeren. Saaledes gik det og i Bergen, da vi anfaldt Skibene; Erkebiskoppens Skib og Krigsfolk vare hurtigere til at gribe til Vaaben og stride mod os, end Kongens;egen Trop. Mig tyktes det rettere for Gud, om Erkebiskoppen aldeles ikke havde større Hird, end Lov og Ret hjemlede ham, thi det er jo ingen, som herjer mod ham eller Kirken; men at han heller giver Penge ud til at holde Folk, som bryde, fremskaffe og tilhugge Steen for at fremme Arbejdet paa Kirken, saaledes som Planen er lagt[4]. Erkebiskoppen svarede hertil: „Paven i Rom satte mig til at raade over

  1. Saaledes maa vel Udtrykket i Eriks Brev til Paven, l. c. forklares: legi fori modo communi clerum vult in caussis agendis contra sanctorum patrum decreta … in suam curiam trahi et a suis satellitibus judicari.
  2. Der staar i Sverres Saga kun „paa Thinget“, men at Frostathing (det vil sige, afholdt i Byen, se ovenfor II. Side 650) her menes, skjønnes af hvad der senere berettes om Bønderne d. e. de forsamlede Thingbønder.
  3. Med disse „tolv Skjolde“ sigtes, som man seer, til Erkebiskoppens Udrustning paa hans Sørejser. Meningen er altsaa: 30 Mand til Lands, og 12 hvide Skjolde paa Skibet til Søs. Skjoldenes hvide Farve antydede vel Erkebiskoppens fredelige Kald. Kongen havde derimod røde, som den der var øverste Krigshøvding.
  4. Heraf seer man altsaa tydeligt, at Arbejdet ved Kirkens Udvidelse nu var, eller i det mindste skulde være, i fuld Gang.