Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/269

251

1177–90. Gejstlighedens Fordringer. Kirkelige Forhold.

er udfærdiget til denne. „Vi have,“ heder det i denne Skrivelse, „hørt, og beklage meget, at der hos eder af alt for stor og utilbørlig, ikke Frihed men snarere Misbrug og Tiltag af Lægmændene, har indsneget sig en fordærvelig og afskyelig Skik, hvoraf mange utilladelige Ting ere fremkomne og Onder, ej alene uhyre men og utaalelige, fremavlede: den Skik nemlig, at de, som man beretter os, uden at adspørge, ja endog foragtende eder, overlade og overdrage Kirker til hvem de ville, alt paa simonisk Viis, enten for Penge, eller ledede deels af personligt Venskab, deels af Had, Dette, siger man, giver Anledning til meget, som deels i selve Handlingen, deels ved det slette Exempel, det giver, virker skadeligt og fordærveligt. Saaledes vover hvilken som helst Prest, lige meget hvorfra han kommer, om han end ingen Attest har om modtagen Ordination, dog paa Lægmændenes blotte Bud eller Vink at holde Messe, til deres og sin egen Saligheds Fare. Derved treffer det sig endog stundom, at forløbne Munke eller Manddrabere, eller andre, der have begaaet hvilken som helst Forbrydelse, dog i deres altfor skjendige og fordømmelige Frækhed ej tage i Betænkning at forrette Prest-Embedet. Og enhver, der enten ingen Kirke har, eller kun har en fattig Kirke, men tragter efter en mere indbringende, skammer sig ikke ved, paa en ligesaa uforskammet som utilladelig Maade at fortrænge en anden, idet han giver eller lover Sognets mere formaaende Mænd Penge. Hertil kommer, at Gejstlige, hvad enten de have Retstrætter mod Lægfolk, eller Lægfolk mod dem, have bekvemmet sig til at underkaste sig Lægmænds Domme, og tvinges til at føre sin Sag og forsvare sig efter disses Indretninger og Love. Det er ej alene Gejstlige af ringere Grader, der plages med saadanne Forurettelser, men ogsaa naar I selv, optændte af Guds Iver, undertiden udøve Retfærdighedens Strenghed, udfinder den ulydige Hobs Had en eller anden Sag imod eder, og I blive da stevnede enten til at undergaa Jernprøve, eller til en eller anden lige saa strengt forbuden og fordømmelig Rettergang, uden mindste Ærbødighed enten for de hellige Lovbud, der forbyde det, eller for den biskoppelige Værdighed. Og til Krone paa Ulykken hænder det af og til, at Gejstlige i samme Rige ustraffet blive slagne, ja endog stundom dræbte. Alt dette er haarde Ting, og vidner ikke om christelig Tro, men maa snarere ansees som Uvennens Klinte. For med Rode at oprykke den, og aldeles at udrydde den blandt eder, anstaar og tilkommer det eder saa meget ivrigere at rejse eder, som de Undergivnes Laster pleje at vidne om efterladne og forsømmelige Foresatte, og det tilskrives disse, hvad der af dem, over hvem de ere satte, og for hvilke de paa deres Yderste skulle aflægge Regnskab, begaaes lige faa hyppigt, som frækt og ustraffet, især da Profeten siger: „Raab af Struben, spar ikke, kundgjør mit Folk dets Overtrædelse,“ og paa et andet Sted: „naar du ikke siger det til at paaminde den Ugudelige, at