Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/270

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
252
Sverre Sigurdssøn.

vare sig for den ugudelige Vej, vil jeg kræve hans Blod af din Haand.“ I de hellige Lovbestemmelser, som eders Klogskab ej kan være uvidende om, staar der ligeledes skrevet: „at undlade at skræmme de Fordærvede, er ikke andet end at begunstige dem, og den som undlader aabenbart at imødegaa Forbindelsen, mistænkes for hemmeligt at deeltage deri.“ Paven beder derfor Erkebiskoppen, at iføre sig Troens Rustning for at bekæmpe alt Uvæsen, uden at lade sig afskrække fra Udøvelsen af sin Hyrdepligt. Han indskærper, „at de hellige Fædres Bestemmelse forbyde lige saa fuldt som Kirkeran, at Lægmænd bortgive eller paa nogen Maade disponere over Kirker, kirkelige Beneficier og Værdigheder, og at de Gejstlige, der af eller ved Lægmænd, enten for Penge eller gratis, modtage nogen Kirke, eller Investitur af en Kirke eller kirkelig Værdighed, fordømmes ved de samme Bestemmelser til Tab af deres gejstlige Værdighed, og desforuden til Exkommunikation.“ Her anføres flere Beviissteder, hvoraf det sidste og fornemste er et Decret af Pave Paschal d. 2den[1], hver denne, paaberaabende sig Apostlernes Bud og det antiochenske Koncils Bestemmelser, erklærer enhver Gejstlig, Abbed, eller Munk, der ved Lægfolks Hjelp modtager en Kirke, underkastet Exkommunikation, og derefter af egen Magtfuldkommenhed bestemmer, at enhver Gejstlig, der fra den Stund af modtager Investituren af en Kirke eller kirkelig Værdighed af Lægmands Haand, og lægger sin Haand paa ham, er hjemfalden til Tab af sin Værdighed og Udelukkelse fra Kommunionen. Fremdeles minder Alexander om, at det er Simoni at overdrage Kirker eller kirkelige Beneficier for Betaling eller nogen som helst Gave; hvorved han ogsaa anfører forskjellige Beviissteder. Han gaar derpaa over til at berøre de Bestemmelser, der forbyde at stede hvilken som helst ukjendt Gejstlig, der ingen Attester kan fremvise, til at forrette Tjeneste i en anden Diøces; derpaa indskærper han og, ligeledes med Anførelse af Lovsteder, at Gejstlige ej maa stilles for verdslige Retter. Endog de romerske Kejseres Love, siger han, der, naar de ej stride mod Canones, skulle iagttages som saadanne, saavel som de hellige Fædres og vore Forgængeres Autoritet, forbyde dette. Og, tilføjer han, (hvad der er saare merkeligt, og viser at Ordalerne, saa langt fra oprindelig at begunstiges af Kirken, meget mere misbilligedes af denne, men som nedarvede Sæd-

  1. Dette Dekret af Paschal II. findes i Hovedsagen blandt Bestemmelsen paa Conciliet i Guastalla 1106, paa Conciliet i Troyes 1107, og paa Conciliet i Lateran 1116. Det findes optaget i Corpus Juris Canon. Decreti Pars II. C. 16, qu. 7, Cap. 16. 17. For Resten er det ikke ganske rigtigt, naar Paschal her paaberaaber sig det antiochenske Concil, thi der findes ingen udtrykkelig Bestemmelser mod dem, der gjennem Lægmænd modtage gejstlige Værdigheder, men kun (Cap. 23) at der ej maa udvælges nye Biskopper uden i Synode og med Biskoppernes Sam-Dom.