mænd havde opbygget og dateret af deres Privatgods, og det var, som det beder, gammel Lov og Sædvane, at de raadede for dem og selv udnævnte Prester dertil[1]. Paa Island var dette endnu mere Tilfældet, thi der var i Grunden alle Kirker Privatkirker, eller opbyggede af enkelte Høvdinger paa egen Bekostning, med det Forbehold, at de og deres Efterkommere stedse skulde beholde Patronatsretten over dem, samt Bestyrelsen og Brugsretten af alt deres Gods, løst og fast[2]. Et saadant Princip kunde ikke bestaa med det, der fornemmelig siden Investiturstriden tinder Gregorius den 7de og hans Efterfølger var gjort gjeldende, især ved en vid Fortolkning af Begrebet om Simoni. Overhoved var Prestestanden i Norge endnu ikke paa langt nær saaledes adskilt fra den verdslige, som Begrebet om Kirkens Immunitet fordrede. Foruden at Coelibatsbudet endnu ej var, og neppe nogensinde blev rigtigt gjennemført), man paaberaabte sig her endog en af Kardinal Nikolaus udtrykkeligt given Fritagelse), betragtedes Presterne fremdeles som hørende til Folket og som Medlemmer af Statssamfundet, ej som staaende udenfor dette; i verdslige Sager hørte de lige saavel under de verdslige Dommere, som de øvrige Bønder: Presten var vel fritagen for Leding for sin egen, sin Kones og sin Klerks Person, men havde han flere Folk i Huset, bleve disse regnede med i Mandtallet. Efter som nu Kirkeforfatningen ordnedes og formedes efter de ellers i Kirken vedtagne Principer, maatte alle saadanne Anomalier falde Biskopperne i Øjnene og foranledige Forestillinger til Kurien, der igjen ikke kunde undlade at udstede Formanings- og Trusels-Buller for at faa de paaklagede Misbrug hævede. Vi have saaledes en Skrivelse, udstedt af Pave Alexander d. 3die (paa samme Tid, han tilskrev Erkebiskop Eystein om Biskop Fulko i Estland), til Erkebiskoppen i Upsala og hans Lydbiskopper i Sverige og Gautland[3], om alle de Misbrug, der havde indsneget sig i hans Provins, og denne Skrivelse passer saa nøje paa Forholdene i Norge og stemmer saavel med de Skridt, Erkebiskop Eystein siden foretog sig, at vi ej kunne tvivle paa, at en Skrivelse af selvsamme eller lignende Indhold ogsaa ved samme Leilighed
- ↑ Sverres Saga Cap. 117.
- ↑ Se ovenfor om Kirkers Opførelse paa Island, I. 2, S. 355. Jvfr. Uddrag af St. Thorlaks Saga i Werlauffs Anecdoton, S XXV.
- ↑ Skrivelsen er aftrykt flere Steder, hos Sirmond, III. 860, i Coleti Concilia, XIII. 129; samt senest i Liljegrens Diplomatarium I. No. 54. Den er dateret Tusculanum, 10 Septbr., medens Brevet til Erkebiskop Eystein og Biskop Aamunde er dateret den 9de, og fire andre Breve til svenske Biskopper den 8de, samt det almindelige Brev til Nordens Fyrster om Esterne den 11te, og Brevet til Danerne om Esterne, samt et Brev til Biskoppen i Linkøping den 17de. Da der om alle disse, paa denne Tid i Tusculanum udstedte Breve, ej hersker anden Uvished med Hensyn til Udstedelsesaaret, end hvor vidt de ere fra 1171 eller 1172, bliver altsaa nærværende Brevs Tid saa temmelig sikker.
