ker og deres Gods: en Betragtningsmaade, hvori de ogsaa tildeels havde Loven paa sin Side, idetmindste hvad Kaldelsen af Prester angik, thi Vikens Christenret bestemmer endog for Heredskirkerne, at Bønderne selv skulde vælge den Prest til disse Kirker, som de vilde, og at Biskoppen ikke skulde have Ret til at afsætte ham, uden at det ved to Nabopresters Vidnesbyrd kunde bevises, at han formedelst Ukyndighed ej var sit Embede voxen[1]. Naar dette var Bestemmelsen angaaende Heredskirkerne, der dog henhørte til de offentlige, som ifølge Loven stode under Biskoppernes Tilsyn, maatte det meget mere gjelde de private Kapeller eller „Høgendeskirker“. En noget lignende Bestemmelse forekommer og just i hiin selvsamme modificerede Frostathings-Christenret, der for Resten paa det nærmeste maa være Eysteins „Guldfjeder“; det heder nemlig, efter det Bud, at Biskoppen skal indsætte alle de Prester, han vil: „han har lovet os at vi skulle have de Prester, som tækkes os og kunne rigtigt deres Tjeneste;“ og hertil føies udtrykkeligt Tillægget: „dette er gammel Ret“, hvilket viser at Bestemmelsen er bibeholdt fra den ældre Christenret[2]. En tilsvarende Bestemmelse findes vel ikke i de øvrige Christenretter, men i Gulathingslovens Christenret staar der dog om Heredskirkerne, at den Prest, Biskoppen indsætter ved en af disse, først skal blive forligt med Bønderne om at sidde der et Aar og udføre de kirkelige Forretninger, altsaa ligesom paa Prøve, og hvis han da gjør sig Huus og Hage og Venner, maa Biskoppen ikke afsætte ham[3]. Dette viser og, at det Lovbud, der gaar umiddelbart forud, nemlig „vor Biskop skal raade over Kirkerne, som Olaf den Hellige indrømmede Biskop Grimkell paa Monstrething og som vi siden bleve forligte; vor Biskop skal indsætte de Prester ved alle Kirker, som han veed kunne holde rette Messer for Folk“, kun angaar Fylkeskirkerne, og at man maaskee endog bør forklare „Kirkerne“ ved „de Kirker, som Olaf indrømmede,“ ikke andre. Den eneste Bestemmelse, Lovene indeholde om de private Kapeller, er kun den, at de maa vedligeholdes, og, hvis de falde ned, inden en vis Tid gjenopbygges[4]; men Udtalelsen af det Princip, at et engang opført Gudshuus ej maa tilintetgjøres, ligger ikke nogen Tilkjendegivelse af, at ogsaa Bestyrelsen af en saadan Kirkes Gods, og Udnævnelsen af dens Prester skulde tilkomme Biskoppen. Nu fandtes der i Norge, foruden de offentlige Kirker, d. e. Fylkes-, Tredings-, Fjerdings-, Hereds- og Aattings-Kirker, ogsaa mange private Kapeller, som Konger eller andre Stor-
