og tillige den mest haardnakkede, der nogensinde i Norge blev ført mellem den verdslige og den gejstlige Myndighed, og i hvilken vel hiin omsider paa en Viis kunde siges at have sejret, men uden at dog Sverre selv oplevede Stridens Ende, medens han tvertimod saa sine sidste Dage forbitrede ved de nye politiske Storme, som denne Strid deels fremkaldte, deels befordrede og vedligeholdt.
Der var flere Omstændigheder, der stødte sammen for at bringe Sverre i et fiendtligt Forhold til Gejstligheden, og hver enkelt af dem var dertil allerede mere end tilstrækkelig. For det første tilside det ej tilgives, at han selv havde været Gejstlig, og uden formelig Dispensation forladt den gejstlige Stand, for at optræde som Tronprætendent og Kriger. Og om man end i dette Stykke ikke vilde have været saa nøjeregnende med andre, f. Ex. Jon Kuvlung, saa var det dog en alt for bekvem Ankepost imod Sverre, der af saa mange andre Aarsager var Gejstligheden en Torn i Øjnene, til at man nogensinde skulde have ladet det gaa i Glemmebogen. For det andet havde, som det oftere er berørt, Gejstligheden i Norge ved Magnus Erlingssøns Kroning forenet sine Interesser med Aristokratiets, og maatte derfor allerede, uden Hensyn til Sverres Sindelag for øvrigt, ansee det stridende mod disse fælles Interesser, at Sverre, ved at udlede sin Ret til Kongedømmet fra sin Byrd, ophævede det Afhængighedsforhold, hvori dette ved Magnus Erlingssøns Indrømmelser var kommet til det gejstlige og verdslige Aristokrati. Og endelig lagde Sverre, som vi have seet Beviis paa, tydeligt for Dagen, at han ej vilde nøjes med at have afkastet hiint Aag, Aristokraterne havde lagt paa Kongedømmet, men at han ogsaa arbejdede paa at gjøre dette Kongedømme saa sterkt som muligt og overhoved at gjøre de samme monarchiske Principer gjeldende, som dem, der i dette og det følgende Tidsrum udgjorde Hovedgjenstandene for den haardnakkede Kamp mellem de hohenstaufiske Kejsere og den pavelige Kurie, og som Sverre vel deels tilegnede sig, fordi Tidsaanden, af hvilken Norge ikke mindre end det øvrige Europa berørtes, medførte det, deels ogsaa, med sin lærde Opdragelse, havde indsuget gjennem det Bekjendtskab til den ældre romerske Kejser-Ret, som han ved Studiet af den kanoniske Ret maatte erhverve. Men for nøje at forstaa, hvorledes Striden i Norge udspandt sig mellem Sverre og Gejstligheden, maa vi gaa noget tilbage i Tiden, og betragte den norske Kirkes Forhold til Staten i de nærmeste Aar førend Sverre erhvervede Magten.
Det er ovenfor omtalt, at Norges Kirkeforfatning egentlig først organiseredes, da Kardinal Nikolaus i Aaret 1152 oprettede Erkestolen saavel som Biskopsstolen i Hamar, grundlagde Domkapitlerne, og overhoved, som man maa formode, fik alle de Institutioner tilvejebragte eller i det mindste
