forberedte, uden hvilke en ordentlig kirkelig Bestyrelse i hine Tider ej kunde tænkes, altsaa med andre Ord: lagde Grundvolden til et vordende Hierarchi i Norge. Vi mangle, som tidligere paapeget, de offentlige Dokumenter, Overeenskomster eller Konkordater, der dengang bleve sluttede mellem de tre Konger, Inge, Sigurd og Eystein, og Kardinalen paa Kuriens Vegne, men vi kunne dog af flere Antydninger i senere Forhandlinger nogenlunde slutte os til, hvilke Hovedpunkterne maa bane været. Saaledes have vi nævnt Vedtagelsen af Rumaskatten eller Peterspengen[1], og ligeledes Chorbrødrenes Valgret ved Besættelsen af Biskopsstolene uden Indblanding af den kongelige Myndighed, hvilken vigtige Ret hine tre Konger ogsaa havde indrømmet, men rigtignok, som det siden paastodes, kun for det Tilfælde at der var flere Konger paa een Gang. Derhos maa der nødvendigviis have været opstillet almindelige Bestemmelser for, som det heder, at sikre Kirkens Frihed og Immunitet, eller stille den norske Kirke paa samme Fod som i andre Lande. Da Oprettelsen af alle disse saakaldte „kanoniske Institutioner“ siden tillægges Pave Hadrian, det vil faa Kardinal Nikolaus efter hans Ophøjelse paa Pavestolen, er det, som tidligere berørt, sandsynligt, at det egentlige Kontordat om alt dette først er afsluttet i Hadrians Herskertid som Pave, og maaskee nærmest kun med Kong Eystein, der i den Anledning skal have udstedt et Brev[2], en Omstændighed, der maaskee ogsaa bidrog til siden at skaffe ham Helgen-Navnet. Ved Magnus Erlingssøns Kroning, da Kongedømmet gjordes afhængigt af Kirken og Aristokratiet, maatte, som man let kan forstaa, hine Indrømmelser først og fremst vorde bekræftede, og Erkestolen fik desuden, som vi vide, enkelte særskilte Fordele indrømmede, f. Ex. Sagefaldets Fordobling i Throndhjem m. m. samt nogle andre Rettigheder, hvorom der nedenfor vil blive Tale. Derimod synes endnu ikke nogen skarpere udtalt og mere ubetinget Udtalelse af Domkapitlernes frie Valgret, eller nogen fuldstændig Ophævelse af Kongens Ret til at bekræfte eller forkaste det trufne Valg at have fundet Sted, og denne Sag synes fremdeles at have henstaaet uafgjort. Vi erfare nemlig, at da den ovenfor omtalte Biskop Kløng i Skaalholt[3] var død 1176, og Thorlak, Abbed i det nys oprettede Thykkebø Kloster, der allerede to Aar forud var valgt til hans Eftermand, i det følgende Aar begav sig til Norge, for at indvies af Erkebiskop Eystein, vilde eller turde denne ikke indlade sig derpaa, førend Kong Magnus og Erling Jarl havde givet
Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/263
Denne siden er korrekturlest
245
1170–90. Kirkelige Fohold. Gejstlighedens frie Valgret.
