Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/260

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
242
Sverre Sigurdssøn.

gernes Skibe ryddedes, det ene efter det andet, og for hvert Skib, som blev ryddet, besatte Birkebeinerne det, og brugte det mod de øvrige, forladende deres Smaaskuder. Øyeskeggerne havde, som nys berettet, faaet fat paa Sverres Merke, Sigrflugan, de havde stillet det op i Stavnen paa deres Høvdingskib, saa at Birkebeinerne tydeligt nok kunde see, hvor de havde at søge det. Derhen trængte de derfor af al Magt, og endte ikke, førend de havde faaet fat paa Merket; derpaa entrede de, og ryddede Skibet fra Stavn til Stavn. Kongesønnen Sigurd sprang overbord, men blev dræbt, idet han søgte at frelse sig ved Svømning. Derpaa flygtede Lodin, Søn af Paal Smaatt-Auga, og Hallvard bratte[1], hver med sit Skib. Olaf Jarlsmaags Skib blev ryddet; ogsaa han sprang ud for at svømme i Land, men Birkebeinerne vadede ud imod ham, og dræbte ham paa Strandbredden. Hallkells Skib var det sidste, som ryddedes, fordi det var det bedst besatte og højeste. Han faldt selv med den største Deel af Besætningen. Overhoved faldt næsten hele Øyeskegggernes Mandskab, paa enkelte nær, som fik Grid. Kongen havde sagt, at der ikke skulde synges Højmesse i Byen, førend han kom tilbage fra Striden, hvis det ikke varede altfor længe. Og det slog netop ind, at det just var Messetid, da han kom roende ind til Byen med alle de erobrede Skibe. Messen blev saaledes afholdt i rette Tid.

Sverre havde vundet en fuldstændig Sejr, men den var dyrekjøbt, thi mange af hans Mænd vare faldne; nogle døde ogsaa strax efter af sine Saar, hvoriblandt hans Svoger, Baard Guthormssøn. Det var endnu, da den Sagaberetning, vi her følge, blev nedskreven, alles Udsagn, at man ikke vidste af noget Slag at sige, hvor den sejrende Part havde faaet Overhaand mod Skibe, der vare saa langt højere end deres. Men hvad der gjorde Udslaget, var Birkebeinernes større Krigsvanthed og Færdighed i at ordne Angrebet. Øyeskeggerne vare tapre nok til at slaas, men mindre øvede, og toge sig ikke nok i Agt.

Ikke længe efter Slaget fandt man Sigurd Magnussøns og Olafs Lig. Kongen lod det først stille til offentligt Skue, for at man kunde overbevise sig om, at det virkelig var Liget af den Høvding, Øyeskeggerne havde kaldt deres Konge. Siden lod han det begrave søndenfor Sanghuset paa Mariekirkegaarden. Her blev der ogsaa opkastet en stor Grav, hvor de fleste af Øyeskeggernes

  1. Paal Smaatt-Auga, en af Heklungernes Høvdinger, var, som ovenfor berettet, falden i Slaget i Sokndalsfjorden. Hans Søn Lodin var altsaa ikke fra Orknøerne, lige saa lidt som Hallvard Bratte, og man seer heraf tydeligt, hvad der og ligger i Sagens Natur, at der blandt Øyeskeggernes Høvdinger var foruden Hallkell mange forhenværende Heklunger og Kuvlunger, ligesom vi ogsaa i det følgende se Lodin, Hallvard og Sigurd Jarlssøn komme frem igjen som Baglerhøvdinger.