hinanden. Imidlertid fik de halet dem i Tengsel, og Striden begyndte. Øyeskeggerne gjorde et overhaands heftigt Anfald, men Birkebeinerne fulgte Sverres Befaling, og dækkede sig kun, idet de holdt Skjoldene saa tæt sammen over sig, at man ingensteds saa dem bare. De lode deres Skibe svæve om snart hist snart her, og drillede Fienderne ved forstilte Angreb, det var, staar der i Sagaen, „let at see af den Færdighed, hvormed de gjorde det, at de vare vante til sligt Arbejde.“ Endelig begyndte Øyeskeggerne omsider at blive trætte, og den heftigste Skudregn at aftage. Nu var det Birkebeinernes Tid at begynde for Alvor. „Staar nu op,“ sagde Sverre, „sander Eders Navn, værer Birkebeiner og lader dem see, hvorledes I kunne faa Sverdene til at bide.“ Da rejste Birkebeinerne sig under Skjoldene, og gjorde et voldsomt Angreb, deels med Steen, deels med Skud. Men Øyeskeggerne forsvarede sig lige saa tappert, og deres Skibes større Højde kom dem vel tilpas. De fik endog Stavnljaaer haget fast i Kongens eget Skib, dræbte Stavnboerne, og toge Merket, den saakaldte Sigrflugan (Sejerfluen); ja de ryddede dets Dæk næsten lige til Masten, og begyndte at entre. Da eggede Kongen sine Mænd, og Birkebeinerne trængte saa heftigt imod dem, at de igjen maatte tilbage paa deres eget Skib, og enkelte af dem faldt. Endnu varmere gik det til paa de øvrige Fartøjer i Sverres Flaade, der havde lagt ind til Øyeskeggernes store Skibe; Fienderne hagede sig fast i dem, og ryddede enkelte af dem, saa at mange af Birkebeinerne faldt, inden de fik dem løs, og Folketabet i det Hele taget blev meget større paa Birkebeinernes Skibe. Disse lagde nu fra, for at skaffe sig noget Pusterum. Sverre opmuntrede dem paa det bedste: „friskt Mod,“ sagde han, „I gode Brødre, mange slige Dyster kunne de vel ikke gjøre; lader os kun holde os kjekt, de blive lige saavel tandsaare som vi.“ Da Øyeskeggerne saa Birkebeinerne lægge fra, troede de at de vilde tage Flugten, og Olaf Jarlsmaag raabte: „Nu gjelder det at bruge os, thi det er tydeligt at see, at de tabe Modet, som de fleste pleje, der have med Overmagt at bestille; lader os forfølge vor Sejr, hugge Tengslerne over og sætte efter dem alt hvad vi formaa.“ Dette havde alle Lyst til, og Tengslerne bleve strax kappede. Men de glemte, at de havde knækket deres Aarer; da Skibene løstes fra hinanden og de skulde til at ro, havde de ikke Aarer nok, og Skibene dreve hid og did med Strømmen, hvert for sig. Da vare Birkebeinerne strax færdige med deres lette Fartøjer, roede til og lagde sig med to eller tre Skibe omkring et af Fiendens; i det samme kom ogsaa de Krigsfolk fra Borgen, som Sverre Aftenen forud havde tilsagt, 90 Mand, alle i Ringbrynjer, paa et Langskib. De kom ypperligt tilpas, og Fordelen, der hidtil havde været uafgjort, vendte sig nu ganske paa Birkebeinernes Side. Øyeskeg-
