„der vare vi nær komne i Klemme, Fostersøn!“ Han tog ham derpaa med sig til Hjaltland, hvor de tilbragte Vintren.
Vaaren efter (1193) begav Olaf sig med Sigurd syd til Orknøerne, hvor Harald Jarl tog venligt imod dem. Kort efter indtraf ogsaa Hallkell Jonssøn med et vel udrustet Langskib. Han havde foregivet, at han vilde drage vester i Viking, et Paaskud, som paa den Tid neppe kunde finde synderlig Tiltro, men om Sverre end gjennemskuede hans Forsæt, var det dog vanskeligt for ham, paa den blotte Mistanke at forebygge dets Udførelse. Hallkell og Olaf anholdt nu formeligt hos Jarlen om, at han vilde unde denne Søn af Kong Magnus, som de her havde med sig, nogen Bistand. Dertil var Harald Jarl ogsaa strax villig, og skjenkede ikke alene selv Sigurd et Langskib, men gav ogsaa alle i sit Jarldømme, der vilde, Tilladelse til at tage Tjeneste hos Hallkell og Olaf. Svin Bevæggrund hertil anføres kun, at Kong Magnus havde været en stor Ven af ham, men det synes dog, som om han maa have havt en mere særegen Grund til at ville skade Kong Sverre, da det ellers er vanskeligt at forstaa, hvorfor han vilde sætte sig i saa stor Bekostning og dertil blotte m Land for Krigere paa en Tid, da han selv neppe stod paa nogen synderlig god Fod med den skotske Konge, og enda hvert Øjeblik havde Angreb af Harald den unge, Erik Slagbrelles Søn[1], at befrygte. Det ligger her nærmest at antage, at Harald den unge allerede stod i Underhandlinger med Sverre om at vorde forlenet med Halvdelen af Øerne, og at Sverre maaskee havde givet ham Tilsagn derom, saa at Harald Jarl ned at bidrage til Sverres Undergang haabede paa den eftertrykkeligste Maade at kunne berøve sin Medbejler den Hjelp, han havde i vente fra Norge. Vist er det, at Sverre virkelig overdrog Harald unge den halve Deel af Øerne; det omtales vel ikke, førend ved Aaret 1197 eller 1198[2], da Harald søgte at gjøre sin Fordring gjeldende, men dette hindrer ikke, m Overdragelsen kan være skeet før, og det er endog det rimeligste, at den maa være skeet tidligere, da Sverre neppe har kunnet indlade sig derpaa efter den formelige Fred, han, som vi nedenfor ville see, sluttede med Harald Jarl efterat det Oprør, vi her omhandle, var dæmpet. Forholder det sig altsaa saaledes, at Sverre havde givet Harald unge Jarlsnavn, eller, hvis han allerede tidligere havde faaet dette, da i alle Fald overdraget ham den Halvdeel af Øerne, paa hvilken han efter sin Morfader Ragnvald Jarl gjorde Fordring, bliver det let at forstaa, hvorfor
