Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/253

235

1192. Øyeskeggernes Opstand forberedes

45. Øyeskeggernes Oprørsflok fremstaar.

Der forberededes nemlig paa den Tid en ny Opstand mod Sverre, farligere end alle de, han hidtil siden Magnus Erlingssøns Fald havde havt at bekæmpe. Den Mand, der nævnes som Hoved-Ophavsmand til dette Anslag, var Hallkell Jonssøn, der nu var gift med Ragnhild, Magnus Erlingssøns Syster, og altsaa visselig den nærmeste til at hevne hans Død. Han havde vel underkastet sig Sverre, ja endog modtaget Lendermands-Navn og Vejtsle af ham, og det kunde derfor synes, som om Sverre ikke havde mere at frygte af ham; men Hallkell havde allerede før viist, at højtidelige Løfter og Eder ej vare ham synderlig hellige, og nu ophidsedes han desuden, som man maa formode, især af sin egen Hustru, Ragnhild, og den intrigante Nikolas Arnessøn, hvilken i det mindste Sverre selv siden efter gav Skylden for dette Oprør, foruden en Deel andre, der, som det heder, lagde Raad op sammen med Hallkell. Blandt disse nævnes først og fremst den oven omtalte Sigurd, Erling Jarls uegte Søn, sædvanligviis kaldet Sigurd Jarlssøn: Sverre havde, som ovenfor berettet, taget ham til sig og viist ham megen Godhed, men dette hindrede ham dog ikke fra at lægge Raad op mod Sverre med Hallkell og Ragnhild. En tredie Medsammensvoren var Olaf, en Svoger af Harald Jarl paa Orknøerne, sædvanligviis kaldet Olaf Jarlsmaag. Han havde store Ejendomme paa Hjaltland, hvor han maaskee hørte hjemme, men opholdt sig om Sommeren 1192 i Bergen, hvor ogsaa Kongen selv var, men hvor Anslaget desuagtet synes at have været udklækket. En Tronprætendent, som de kunde opstille, fandt de i den tidligere (S. 185) omtalte Sigurd, Søn af Kong Magnus og Gyrid Aslaksdatter. Denne, der kun var en Dreng, havde i den sidste Tid været opdraget hos Hallkell og Ragnhild, men nu overdroge de hans Opfostring til Olaf Jarlsmaag, for at han kunde tage ham med sig til Øerne, hvor Oprørsflokken skulde samles. Olaf var ofte sammen med Sverre, og talte med ham, for at han ej skulde satte nogen Mistanke. Men Sverre var dog altfor øvet Menneskekjender, og iagttog for nøje alt hvad der foregik om ham, til at han ej skulde have merket noget Uraad, dog lod han sig ikke merke med noget, førend Olaf sidste Gang var hos ham før sin Afrejse. Da kunde han ikke afholde sig fra at sige: „du, Olaf, burde være mig tro.“ „Hvorfor siger I det, Herre,“ spurgte Olaf. Kongen, der havde en Kniv i Haanden – han sad rimeligviis til Bords –, svarede ikke ligefrem paa Spørgsmaalet, men stak foran sig med Kniven, og sagde: „vore Uvenners Fylgjer sværme nu nær om os.“ Da Olaf gik ud af Stuen, kom Drengen Sigurd løbende imod ham, og der undslap da Olaf disse Ord: