dragen i Forbundet. Med en Flaade af ikke færre end 35 Langskibe, enten fra Norge alene, eller baade fra Sverige og Norge, vendte Valdemar det følgende Aar (1193) tilbage til Sønderjylland, og antog Titelen af Danmarks Konge, paa samme Tid som Grev Adolf af Holsten gik over Eideren med en stor Hær og herjede Landet lige til Slesvig. Men Valdemar lod sig af saakaldte Venner forlede til at aabne Underhandlinger og søge en personlig Sammenkomst med Kongen paa Braalund Slot ved Aabenraa. Her blev han, uagtet han rimeligviis havde faaet Lejde[1], greben af Hertug Valdemar (8de Juli eller 2den August), og bragt til Nordborg Slot paa Als, hvor han blev holdt i haardt Fangenskab i fem Aar, og derfra bragt paa Sjøborg paa Sjæland, hvor han hensad i ni Aar, saa at det altsaa for det første var forbi med hans Tronprætendentskab. De norske Krigere, der havde fulgt Valdemar, og nu, da han var tagen til Fange, ikke havde mere i Danmark at bestille, vendte rimeligviis strax tilbage[2], om de ikke allerede vare vendte tilbage for, da Efterretningen om Øyeskeggernes Ankomst til Viken, hvorom der strax nedenfor skal berettes, snart maa være kommen til deres Kundskab. Ogsaa Grev Adolf vendte, efter at have modtaget det overraskende Budskab om Valdemars Fængsling, tilbage til Holsten, og kaldte Markgreven af Brandenburg til Hjelp, da det hed at Kong Knut vilde hevne den lidte Skade ved et Indfald i hans Lande. Da Knut ikke strax viste sig, drog Markgreven hjem igjen, men kort efterkom Knut, og Adolf bad nu om Fred, som han fik imod at betale 1400 Mkr. Penninge[3]. Saaledes kom der intet ud af det hele Anslag, som Valdemar med saa megen Iver havde søgt at bringe i Udførelse. I Stedet for at blive ydmyget, eller endog stødt fra Tronen, frelste Kong Knut sig sejerrig, og med usvækket, ja endog forøget Magt, ud af den truende Fare. Hvis Udrustningen fra Norge skede ved Sverres egen Foranstaltning, da var dette det første og sidste Forsøg, han, idet mindste aabenlyst, gjorde paa at blande sig i Danmarks Anliggender.
- ↑ Cypræus (l. c.) siger udtrykkeligt, at Valdemar havde bortsendt sine Hjelpetropper.
- ↑ Cranz (Dania VII. 7) og Cypræus sige udtrykkeligt, at Valdemar havde faaet Lejde, og der vilde ogsaa have været alt for uforsigtigt af ham, under de daværende Omstændigheder at søge Kongen uden Lejde.
- ↑ Arnold af Lübeck l. c.
længste Tid af sin Fraværelse fra Hjemmet i Sverige, eller i alle Fald paa Grændsen, deels i Kongehelle, deels i Ljodhuus eller i den Elven nærmest liggende Deel af Vestergøtland, og at hans Flaade udrustedes i Elven. Beretningerne om alt dette i de ældre Annaler ere saa korte og mangelagtige, at man maa slutte sig til meget; de vidløftigere Beretninger, meddeelte i Anmerkningen til Udg. af Arnold af Lübeck S. 411, grunde sig paa senere Optegnelser og ere derfor mindre paalidelige.
