magtpaaliggende at kvæle den Oprørsaand, der herskede i Viken, og modarbejde de Stemplinger, som der altid gik i Svang, hvorved han saaledes blev den paalideligste Vogter, Kongen her kunde indsætte[1]. Af denne Grund falder ogsaa Mistanken for Mordanstiftelsen nærmest paa Vikens egne urolige, med Sverres Regjering stedse misfornøjede, og idelig paa Opstand pønsende Høvdinger, for hvem det maatte være meget ubelejligt, i Erik at have en aarvaagen og dygtig Paapasser. Naar man seer, hvilke Planer de siden smedede sammen, og bragte til Udførelse under den listige Nikolas Arnessøns Ledning, bliver en saadan Formodning, som den her udtalte, ej usandsynlig. Man kunde endog fristes til at antage to andre af de mest anseede Birkebeinerhøvdingers Dødsfald, der indtraf omtrent paa samme Tid, nemlig Haavard Jarlssøns, i 1189, og Ivar Selkes, i 1190, strax efter Eriks, for at have været fremskyndt paa samme Viis og fra samme Kant; der tales vel ikke udtrykkeligt om noget saadant, men Ivar Selkes Død berettes dog umiddelbart efter Eriks paa en Maade, som om Fortælleren satte begge disse Dødsfald i Forbindelse med hinanden[2]. Jo flere Sverre mistede af sine troe, tapre og krigserfarne Høvdinger, desto større Udsigt havde hans Fiender til at faa Bugt med ham.
Paa denne Tid tabte Sverre endnu en anden af sine paalideligste Veteraner, nemlig Ulf af Lauvnes, dog ikke ved Døden, men ved hans Udfart paa et Korstog, hvorfra han ej synes at være vendt tilbage. Dette Tog, der egentlig kunde siges at danne en Underafdeling, for Nordens Vedkommende, af det store Hovedkorstog i Anledning af Jerusalems Erobring ved de Vantroende 1187, udgik vel nærmest fra Danmark, men
- ↑ Ogsaa af Erik Jarl havde man endnu i 1622 et Brev paa Akershuus, udstedt til Fordeel for Hovedøens Kloster (der, som man seer, holdt sig inde med alle Magthaverne, lige meget af hvilket Parti de vare) om et Markeskjel mellem den for omtalte Gaard Fraun paa Follo og Nabogaarden Bjarke: (nu Bjerke). Det angives (vistnok urigtigt), at være ledsaget af et Bekræftelsesbrev, udstedt af Kongen selv under hans Haand og Segl, med Befaling til Lagmændene i Oslo, Tunsberg og paa Raumarike (Suhms Historie VIII. 223). Brevet er vel nu tabt, men Indholdet af selve Markeskjellet er indført i et Dokument, kopieret i et Haandskrift af den yngre Eidsivalov m. m. (Cod. Arnamagn. 309 fol.) og aftrykt i Annaler for nordisk Oldk. og Historie for 1846, S. 162, 163. Blandt Vidnerne ved Markeskjellet nævnes her „Thorgaut, Erik Jarls Sysselmand,“ fire kongelige Huuskarle, hvoriblandt en „Erik Skald,“ og Asbjørn, Prest paa Fraun.
- ↑ Efterat nemlig Eriks Død og Lenenes Inddragning er omtalt, heder det: „dernæst døde Ivar Selke.“
