kom der efter hans Fald et Rygte om at han skulde være hellig, og at der brandt Lys over hans Grav. Dette benegtede dog Hofskalden Blakk, og kvad et Vers derom, ja han gjorde sig endog den Umag at digte en heel saakaldet Ervedraape eller Gravsang om Breidskegg, i hvis Stev eller Omkvæd det hed, at der ved Fredsspilderen Breidskegg, medens han levede her paa Jorden, var lidet Godt, men megen Indbildskhed[1].
Aaret forud (1190), i Tidsrummet mellem Varbelgernes Undergang og Thorleif Breidskeggs Fremtræden, var Erik Jarl død under Omstændigheder, der gave Anledning til megen Omtale og allehaande Gjetninger. Han blev nemlig syg i Tunsberg; da Sygdommen tiltog, lod han sig bringe til Klosteret – sandsynligviis det i Staden for ikke lang Tid siden oprettede St. Olafs Præmonstratenser-Kloster[2] –, og antog Munkedragt; efter fem Dages Sygeleje døde han; samme Dag døde ogsaa hans Hustru, der hed Aasa, og fem Dage derefter deres Søn Magnus. Dette saa mistænkeligt ud, og de fleste meente, at onde Folk havde forgivet dem. Men hvilke disse „onde Folk“ vare, nævnes ikke. Nogle have derfor mistænkt Sverre selv for at have ladet Erik forgive med Hustru og Barn, især da det umiddelbart derefter fortælles, at han tog tilbage under sig selv hele den Forlening Erik havde havt, og lod den bestyre ved Sysselmænd[3]. Det synes dog underligt, at Sverre, hvis han ønskede Eriks Død, og virkelig var samvittighedsløs nok til at lade ham rydde af Vejen paa en saa skjendig Maade, skulde have ventet saa længe dermed, da han dog tidligere havde havt den bedste Lejlighed dertil, ja endog, som man skulde formode, kun havde behøvet at anvise ham en eller anden Urias-Post i Striden mod Heklungerne, for at blive af med ham paa en langt mindre mistænkelig Maade. Heller ikke erfarer man, at endog de mest afsagte Fiender af Sverre siden bebrejdede ham Deelagtighed i Brodermord, saa meget mindre som Sverre neppe engang havde noget at vinde derved, da Erik, hvilket Sindelag end han og Sverre indbyrdes nærede til hinanden, dog med Hensyn til sine politiske Interesser paa det nøjeste var knyttet til ham, og ikke mindre til Opretholdelse af sin egen, end af Broderens politiske Stilling maatte lade sig det være
- ↑ Sverres Saga Cap. 116.
- ↑ Der var nemlig paa denne Tid neppe noget andet Kloster i Tunsberg, og det nærmeste udenfor Byen var Hovedøens Kloster; did var det dog visselig alt for langt til at den dødssyge Mand knade lade sig bringe derhen. Klosteret omtales udtrykkeligt, som det nedenfor vil sees, i Beretningen om de danske Høvdingers Rejse til Palæstina; naar det var stiftet, vides ikke, men da det ikke omtales ved Kong Valdemars Besøg paa Slotsbjerget 1168 (se ovenfor S. 25), kan det neppe være ældre end den Tid.
- ↑ Sverres Saga, Cap. 115.
