Ulfgestssøn, Ulf svarte og Asleif Bonde efter dem, indhentede dem ved Bristein[1], og nødte dem til Kamp. Denne var baade haard og langvarig, men Tunsbergsmændenes Skibe vare større og højere, og dette gjorde Udslaget, saa at Mandfaldet omsider vendte sig paa Varbelgernes Side, og deres Skibe ryddedes. Der faldt Simon Kaaressøn, Ølve af Gudrann, og de fleste af Varbelgerne, kun faa undkom. Nede under Dækket paa Simon Kaaressøns Skib fandt man den lille Vikar, Varbelgernes Konge, der uden Varmhjertighed og tillige, som det synes, uden al Nødvendighed blev dræbt: man kan alene undskylde denne Grumhed med at den blev begaaet, medens Sejrherrernes Sind endnu var i Oprør efter den hidsige Kamp. De gjorde et betydeligt Bytte, og indlagde sig for øvrigt megen Ære ved den Raskhed, de i denne Ferd havde udviist[2].
Samme Sommer (1190) viste en ny Flok sig øster paa Marker. Dens Høvding hed Thorleif Breidskegg, en forhenværende Munk, der gav sig ud for en Søn af Kong Eystein Haraldssøn, og anførte til Beviis derpaa, at der mellem hans Skuldre fandtes et korsformet Arr; Kong Eystein var nemlig, som vi have seet, bleven dræbt ved at hugges i Kors mellem Skuldrene[3]. Denne Flok var ellers ikke synderlig sterk, og for saa vidt bedre end de forrige, som dens Høvding ej tillod den at plyndre; den kom ned i Viken, foor nok saa spagfærdigt frem, og betalte for sine Fornødenheder, saa længe den havde noget at betale med. Men dette varede ikke længe, og da Folkene ej fik Lov til at plyndre, gave nogle af dem sig til at stjæle. Siden vendte Flokken tilbage igjen til Marker, og holdt sig der, vistnok heel kummerligt, Vintren over saavel som den følgende Vaar. Der gik den Tale om Thorleif, at hans Liv skulde være saa exemplarisk, at det snarere lignede en Klostergejstligs, end en Lægmands, at han derhos skulde være saa klog, at intet kom ham uventet, og endelig at hans Veltalenhed var saa stor, at ingen, der hørte ham tale, kunde vredes paa ham. Disse foregivne store Egenskaber frelste ham dog ikke fra et Angreb af Bønderne, der en Sommernat overfaldt Flokken i en Skov, hvor den havde lagt sig til at sove, og dræbte baade ham og de fleste af hans Mænd; kun enkelte undkom i Skoven (1191). Det viste sig da, at alle hine Rygter om Breidskegg var reent Opspind, thi hverken saa man noget Tegn til, at han havde ventet dette Angreb, eller hørte noget Ord af hans Mund, der kunde formilde hans Fiender. Imidlertid op-
