Simon Kaaressøn, Ølve af Gudrann og de øvrige blandt Kuvlungernes Høvdinger, der vare undkomne fra Overfaldet i Bergen, havde taget deres Tilflugt deels til Danmark, deels øster til Marker, hvor de holdt sig om Sommeren og lige til den følgende Vinter, og hvor man saaledes næsten maa formode at enkelte af dem have slaaet sig i Følge med Sigurd Brænder, hvis de ellers ej ansaa dette under deres Værdighed. Blandt dem, der strax havde søgt til Danmark, var Simon Kaaressøn, der fandt venlig Modtagelse og Tilhold hos en fornem og særledes anseet Mand, ved Navn Sven Thorkilssøn. Simon, der endnu ikke havde opgivet Haabet om at fælde Sverre, og atter bringe Magnatvældet paa Fode, arbejdede utrætteligt paa at faa en ny Oprørsflok rejst, og understøttedes heri troligen af sin Ven og Beskytter Sven. Først og fremst maatte man dertil have en Tronprætendent at opstille, og denne fandt de i en faa Aar gammel Dreng ved Navn Vikar, Søn af en Drejer, men som de udgave for en Søn af Magnus Erlingssøn, idet man rimeligviis udspredte at denne havde havt ham under sit sidste Ophold i Danmark om Vintren 1183 til 1184[1]. Ud paa Vintren kom ogsaa de øvrige Høvdinger til, der hidtil havde holdt sig paa Marker, men nu sandsynligviis havde faaet Bud fra Simon. De fik en betydelig Flok samlet, og droge den følgende Sommer med 13 Skibe nord til Viken, hvor de fore meget ustyrligt frem, og plyndrede baade Bønder og Kjøbmænd, efter som de sejlede østenfra. De vovede sig endog hiinsides Folden til Agder, hvor de ligeledes røvede: derfra styrede de ind mod Tunsberg. Erik Jarl var paa den Tid oppe i Landet, og der var overhoved ikke mange Birkebeiner i Viken. Tunsbergsmændene maatte derfor paa egen Haand see til at værge sig mod Varbelgerne[2] – saa kaldtes denne nye Flok –; de samlede i Hast nogle Skibe, deels Langskibe, deels Fragtskibe, bemandede dem som de bedst kunde, og lagde dem kampfærdige ved Bryggen. Ved Efterretningen herom vovede Varbelgerne ikke at forurolige Tunsberg, men vendte om igjen, og satte Kursen øst over Folden. Da Tunsbergsmændene hørte dette, skyndte de sig under Anførsel af Thorlak
- ↑ Beretningen om de Danskes Rejse til det hellige Land, Cap. 13. Der siges ikke, hvor denne Sven Thorkilssøn boede, kun at han var en fornem, „meget brav“ (valde probus) Mand. Det er ikke usandsynligt, at han boede i Halland, som laa Norge nærmest, og hvor Flygtningerne fra Marker havde lettest for at samle sig.
- ↑ Hvis man kunde antage dette Ord før en Forandring af „Vargbelger,“ skulde man tro at Navnet var givet Flokken fordi flere af dem gik med Ulveskindspelse eller Vargstakke; muligt og at „Varbelg“ betyder Overtræk, Var af Skind, og brugtes som Øgenavn for at antyde disse Folks Falskhed eller Lumskhed.
