Egne af Viken, dræbte Folk, skjendte og brændte, og overhoved anrettede megen Skade. Høvdingen for denne Flok udgav sig ogsaa for en Søn af Kong Inge, og kaldte sig Sigurd. Han havde i sin Tid besøgt Jon Kuvlung, da denne var i Viken, og Jon skal have erkjendt ham for sin Broder og tilbudt ham at blive hos sig, men Sigurd, heder det, fandt at det kun var daarligt bevendt med denne Kuvlungernes Anfører, og trøstede sig derimod selv meget bedre til at herske over et Rige og styre en Hird, især hvad Forstand og Vennesælhed angaar, hvilke begge Dele, meente han, kunde nok behøves mod Sverre Prest; han vilde derfor intet have at bestille med Jon, men heller fare med en Flok paa egen Haand: han var ikke bange for Sverre, og traf han ham, skulde han hverken bryde sig om Fætterskabet eller hans gejstlige Værdighed, men behandle ham, saaledes som Sverre havde behandlet sine Frænder. Hans Flok udgjorde tilsidst over halvfjerdehundrede Mand, og de fore saa ufredeligt frem, at man kaldte deres Anfører Sigurd Brænder. Der tales ikke om, at Sverre selv foretog noget mod denne Flok; han havde ogsaa for det første nok at bestille med at bekæmpe Kuvlungerne, og siden maatte det nærmest blive Erik Jarls Sag, som den, der var forlenet med Viken, at dæmpe de Uroligheder, der her maatte opstaa. Imidlertid lader det heller ikke til at Erik har fundet det Umagen værd, at gjøre nogen betydeligere Anstrengelser for denne Oprørsfloks Skyld, der ikke var større, end at Bønderne paa egen Haand, med nogen Understøttelse, kunde skaffe sig den af Halsen. Om Sommeren efter Jon Kuvlungs Fald drog en Deel Bønder tilligemed nogle Krigsfolk, hvilke Erik Jarl rimeligviis har sendt dem til Hjelp, imod Sigurd Brænder, omringede det Huus, hvor han og hans Mænd vare, og angrebe dem i en Stue. De forsvarede sig kjekt, men maatte dog tilsidst bukke under for Overmagten. Da de fleste inde i Stuen vare faldne, raabte Sigurd ud og bad at man vilde høre ham. Man føjede ham, og han sagde da: „det lader nu til, at I faa udrettet det, I vilde her, nemlig at tage mig af Dage, og sandsynligviis ville I nu fortælle Kong Sverre og andre Høvdinger, om den Sejr, I have vundet, og hvorledes I have fældet Høvdingen for denne Flok, Sigurd Brænder, Søn af Konge Inge. Men I maa ikke tro, at Eders Bedrift er saa stor, som I indbilde Eder, thi det sande i Tingen er den at jeg heder Hedin, Søn af Thorgrim Rosse; jeg er Islænding baade paa fædrene og mødrene Side og af ringe Herkomst.“ Da han havde sagt disse Ord, skøde de paa ham og fældte ham, men maatte dog give ham det Lov, at han havde været overmaade tapper[1].
- ↑ Sverres Saga, Cap. 110.
