sig selv det rimeligste, da det ellers vilde have været uforklarligt, at Erik, der dog var „Høvding inden Hirden,“ ikke nævnes en eneste Gang som Deeltager i den hele Strid med Kuvlungerne, ligesom han og, om han havde været tilstede, vist ikke vilde have undladt at fornye fine Anmodninger om Len og højere Værdighed, eller paa andre Maader at forvolde Sverre Ulejlighed, hvorom Sagaen ej vilde have tiet. Da det nu i Sagaerne udtrykkeligt heder at Erik og hans Kamerater opholdt sig en Stund – der siges ikke hvor længe – hos den svenske Konge, hvor de havde det meget godt, har han ventelig tilbragt disse tre Vintre hos ham, og om Sommeren enten gjorde nye Tog til Estland, eller laa ude med Krigsskibe for at værge Rigets Kyster mod Estlænderne, der netop nu, maaskee opirrede ved Krigstogene mod dem, viste sig endnu fiendtigere mod de Christne end forhen, og vovede endog i 1187 at gjøre et Tog ind i selve Mælaren og op til Sigtuna, som de i Bund og Grund forstyrrede, efterat de under Opsejlingen havde dræbt Erkebiskop Jon, der just befandt sig paa Stedet[1]. Dette længere Ophold vilde da ogsaa forklare, hvorledes han kunde komme hjem med 11 Skibe, og hvorfor Knut skjenkede Erik en saa kostbar Gave som et heelt Langskib: det er ligeledes ikke usandsynligt, at han har medgivet ham en Anbefaling, der især har bevæget Sverre til at opfylde Eriks Bøn, og udnævne ham til Jarl. Vist er det, at dette ej skede førend i 1188, og det er endog muligt, at det har været Forhandlingerne derom, som holdt Sverre saa længe tilbage, og hindrede ham fra at drage mod Kuvlungerne førend henimod Juul. Til hans Føjelighed mod Erik har det vel og bidraget, at han trængte til en anseet og paalidelig Høvding i Viken, for at hindre alle nye Oprørsforsøg i dette urolige og ham saa lidet hengivne Landskab. Erik fik nu, fortælles der, en Hird, og blev en god og vennesæl Høvding[2].
Medens Kampen mod Kuvlungerne stod paa, havde der øster paa Marker ogsaa samlet sig en anden Oprørsflok, der foruroligede de nærmeste
- ↑ Dette Tog omtales i flere ældre Aarbøger, og henføres i enkelte til 1188, men af de fleste til det samme Aar, hvori Jerusalem erobredes af Saladin, altsaa 1187, hvilket saaledes vel er det rette Aarstal, se Fants Scr. Rer. Sv. S. 24, 40, 48, 52.
- ↑ Sverres Saga Cap. 113. Det er besynderligt nok, at Sverre, naar han først vilde forlene Erik med Viken, ej overlod ham det hele. Maaskee har han dog ikke troet ham tilstrækkeligt til at lade ham faa Befalingen i Ranafylke, Grændselandskabet mod Sverige og Danmark. Man skulde næsten antage, at han til Befalingsmand her har sat den troe og paalidelige Ulf af Lauvnes, der allerede forhen saa tappert havde forsvaret sig paa disse Kanter, og hvilken vi gjenfinde ved Kongehelle som en mægtig Høvding.
paa Tilbagerejsen fra Knut kun har gjeldt Egne og Personer, der vare fiendtligt stemte mod Knut, og holdt med den af Danerne understøttede Kongesøn Sverke Karlssøn.
