erobrede Landet. Men imidlertid prøvede ogsaa Erik Kongssøn, selv en gammel Korsfarer, sin Lykke der, tilligemed en heel Deel andre norske Krigere, saa at de tilsammen havde fem Skibe, af hvilke Assur Prest, Thjodolf Pik og Hermund Kvaada styrede hver sit, og Erik rimeligviis havde de to andre. De kom til Estland og herjede om Sommeren i Distriktet Wieck (i den hapsalske Kreds), og fik et betydeligt Bytte[1]. Da de paa Tilbagevejen laa ved Gotland, kom de i Strid med negte saxiske Handelsmænd, fra hvem de toge to rigtladede Kogger. Derfra droge de til Svithjod, hvor de besøgte Kong Knut, der tog vel imod dem, beholdt dem hos sig en Stund, og forærede Erik for Afrejsen et Langskib. Dette afholdt dog ikke Erik og hans Mænd fra, idet de sejlede tilbage, at fare meget ufredeligt frem, ej alene paa de danske Kyster, hvilket for saa vidt var rimeligt, som Norge nu stod i Krigsforhold til Danmark, men ogsaa paa de svenske. Da Erik kom hjem til Norge, var hans Flaade forøget til 11 Skibe. Et Par Sagahaandskrifter berette at han kom hjem endnu samme Høst, just som Kuvlungernes Flok optraadte, et andet derimod synes ikke at lade ham komme tilbage førend om Høsten 1188, da Sverre just havde forjaget Kuvlungerne[2]. Dette er ogsaa i
- ↑ Sagaens Navneangivelser ere her forvanskede i Haandskrifterne, saaledes staar der i nogle „Pikum“ istedetfor „Vikum;“ dette sidste er aabenbart det rigtige, og betegner „Wieck;“ derimod tillægger Flatøbogen „i Tuntu“ der neppe kan være andet end Skrivfejl for „Suntu“ (d. e. Sontagana, se Petersen i Oldn. Saga XII. 273); endelig tales om at de fik et stort Bytte i „Kvinum,“ hvilket Navn ej staar til at gjenkjende.
- ↑ I den Text, af Sverres Saga, der er lagt til Grund for Udgaven af Fornm. Sögur, staar der kun, at Erik, efter at have opholdt sig en Stund hos Knut, kom tilbage „om Høsten“ (det siges ikke udtrykkeligt hvilken) og at Sverre da var i Viken, samt gav Erik Forleninger o. s. v. Nu synes der vel ved første Øjekast, som om der ved „Høsten“ menes samme Aar, han foor ud, nemlig 1185, men hele den Høst var Sverre i Throndhjem, og kom slet ikke til Viken. Og da nu Sverre ej derefter opholdt sig i Viken førend 1188, er det klart at dette Aar maa være meent. Flatøbogen og et Par andre Haandskrifter har derimod: – „de kom tilbage om Høsten med 11 Skibe; den samme Høst begyndte Kuvlungernes Parti i Viken. Ravnebergssommeren, da Sverre var i Viken, deelte han Riget„ – o. s. v.“ Her henføres Eriks Hjemkomst udtrykkeligt til 1185, hans Forlening med Viken derimod til Ravnebergshøsten d. e. den Høst, da Kuvlungerne bleve forjagne ved Ravneberg. Dette indeholder i og for sig ikke noget usandsynligt, men det bliver kun uforklarligt, hvorfor man da i hele den bevægede Tid mellem 1185 og 1188 ej hører det mindste til Erik, eller erfarer, hvorledes Sverre fik ham beroliget. Da man nu i det mindste finder eet Haandskrift, og det det ældste, der synes at henføre hans Hjemkomst til 1188, bliver dette ogsaa at antage for det rimeligste, især da Forholdene i Sverige, som det ovenfor vises, vare af den Natur at Knut nok kunde ønske hans Nærværelse. Usandsynligt er det ej, at hans ufredelige Ferd hist og her i Sverige
