Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/233

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
215
1185–1188. Erik Kongesøns Tog i Østerleden.

paa Riget, maatte han finde sig deri. Da imidlertid de smaa Vejtsler, han havde, ikke forslog til den store Trop af Krigere, som han holdt, havde han i Aaret 1185 søgt at skaffe sig Midler ved at gjøre et Tog til det hedenske Estland. Hertil var der nu Anledning nok, thi allerede i lang Tid havde endog Paverne selv havt Opmerksomheden henvendt paa Esterne, der ved deres Sørøverier tilføjede deres christne Naboer megen Skade; de havde søgt at faa dem omvendte til Christendommen, saavel med det Gode, ved at sende dem Ordets Forkyndere, som ved at opfordre Nordens Fyrster og Høvdinger til at bekrige dem. Omkring 1164 havde Erkebiskop Æskil i Lund indviet en fransk Munk, Fulko af Troyes, til Biskop i Estland[1]; i Aaret 1171 eller 1172 anmodede Pave Alexander ej alene Erkebiskop Eystein og den forhenværende Biskop Aamunde i Stavanger til at lade Fulko faa Munken Nikolas, selv en indfød Estlænder, til Medhjelper[2], men tilskrev ogsaa i Almindelighed Konger, Fyrster og alle Troende i Sverige, Gautland, Danmark og Norge, at da det smertede ham saare at bore, hvor grumt Esterne og andre i Nærheden af dem boende Folk fore frem mod de Christne, tilsagde han alle dem, der vilde stride mod disse Hedninger, eet Aars Aflad for enhver Synd, de havde skriftet og modtaget Pønitens for, aldeles paa samme Maade, som om de besøgte Christi Grav; og dem, der faldt i Striden mod Hedningerne, fuldkommen Syndsforladelse[3]. Med andre Ord, der prædikedes en Art af Korstog imod dem, og ved at efterkomme Opfordringen bar der saaledes Udsigt til at sørge for sin Sjæls Frelse paa samme Tid, som man vandt Fordele for det timelige Liv. Allerede i 1184 udgik der i Skaane et almindeligt Opbud mod Esterne[4], og det er bekjendt, hvorledes senere hen Kong Knut i Danmark og hans Broder og Efterfølger Kong Valdemar, der maaskee desuden kunne have havt Arvefordringer paa disse Landskaber[5], gjorde store Krigstog derhen og tilsidst

  1. Breve fra Petrus Cellensis til Konge, Jarler, Høvdinger, Erkebiskop i Sverige, samt til Pave Alexander, og til Erkebiskop Æskil, rimeligviis af 1165, i Petri Cell. Epist. V. 19, VI. 8, 15 hos Sirmond; det første Brev ogsaa optaget i Liljegrens Dipl. Svec. I. No. 53 80, 81.
  2. Se ovenfor S. 129, Not. 3. Coleti Conciiia XIII. 138.
  3. Liljegrens Dipl. Svec. I. No. 55. Sirmond III. 866. Coleti XIII. 134. Paven skrev ogsaa et Brev til de Troende i Danmark om at understøtte Fulko, under Løfter om Syndsforladelse og samme Deel i den evige Belønning, han selv vilde faa. Sirmond III. 865. Coleti, l. c.
  4. Saxo, S. 969.
  5. Knuts og Valdemars Moder Sofia var nemlig, som man efter al Rimelighed maa antage, en Datter af Volodar Glebovitsch, Fyrste i Gorodek, se herom Antiquités Russes I. S. 482–487.