sine egne Mænd, at den Jon, Kuvlungerne havde kaldet sin Konge, kun var Orm, Søn af Peter, der nu selv havde gjenkjendt sin Søns Lig. „I Bymænd“, sagde han, „vide alt for vel hvor vidt Peter og Astrid ere af nogen Æt, der berettiger deres Søn til at være Konge i Norge: nu seer man, med hvilken Falskhed denne Ransflok har faret[1]“. Dette var ogsaa første Gang, siger Sagaen, at Sverre og hans Mænd kom til Bergen under Omstændigheder, der gjorde at alle Indbyggerne bleve glade ved hans Komme. Han var ogsaa kommen i rette Tid til at frelse dem fra Brandskat og alle de andre Plager, som den urolige Flok kunde tilføje dem.
Jon Kuvlung blev begraven ved Mariekirken, vistnok i al Stilhed. Han synes at have været en aldeles ubetydelig Personlighed, kun et Redskab i et enkelt misfornøjet Partis Haand. Den eneste Regjeringshandling af ham, hvorom Erindringen er opbevaret til sildigere Slægter, er et Stadfæstelsesbrev paa nogle Gaver til det Kloster, hvori han selv havde været Munk, nemlig Hovedøens. Dette Brev er nu vel tabt, men det var endnu til for et Par hundrede Aar siden[2].
Samme Høst, Sverre opholdt sig i Viken efter Kuvlungernes Nederlag ved Ravneberg – Høsten kaldtes derfor „Ravnebergshøsten“ – og førend han endnu drog til Bergen for at gjøre det af med Kuvlungerne, forlenede han sin Broder Erik med Oplandene og den Deel af Viken, der laa mellem Svinesund og Rygjarbit, altsaa hele Viken med Undtagelse af Ranafylke, og gav ham Jarlsnavn. Allerede strax efter Kong Magnus’s Fald havde Erik, som ovenfor nævnt, anmodet Sverre om en højere Titel og en Deel af Riget i Forlening, men Sverre havde ikke villet indlade sig paa nogen Deling af Riget, og kun givet ham Lendermands Titel, idet han dog fremdeles lod ham blive inden Hirden. Hermed var Erik vistnok ilde tilfreds, men da han, for at faa Adgang til at bevise sin Herkomst, udtrykkelig havde gaaet ind paa at frasige sig enhver Fordring
- ↑ Villjam af Newbury (l. c.) veed naturligviis intet andet end at Jon var af Kongeæt. Han tilskriver Jons „ubetimelige“ Død, at han „af sin ungdommelige Heftighed lod sig forlede til at vove sig uforsigtigt i Kampen.“
- ↑ I Registraturen over de Breve, der endnu i 1622 fandtes paa Akershuus Slot, nævnes et af „Jon Konge,“ der stadfæstede Klosteret i Besiddelse af Gaarden Fraun (nu Frogn eller Fron ved Drøbak), samt en Kvinde Bergljots Gave, se Langes Klosterhistorie S. 623.
