Juul en Morgen i Lysningen, at man saa tretten Langskibe komme sejlende søndenfra forbi Hvarven og nærme sig Byen. Da Kuvlungerne bleve det var, løb de i Hast til sine Vaaben; de fleste søgte i Forvirringen ud af Byen, deels op i Fjeldet, deels ind forbi Olafskirken. Jon Kuvlung lod støde i Luren, for at hans Mænd skulde samle sig til Skibene, løb selv med de Folk, han havde hos sig, ombord paa et Skib, og roede ud paa Vaagen. Men her ventede de forgjæves paa de øvrige, og søgte derfor at frelse sig over til den anden Side, idet de styrede henimod Munkebryggen. Et lidet Stykke fra Land vare de imidlertid uheldige nok til at ro op paa et Skjær, saa at Skibet blev siddende fast, og i samme Øjeblik kom Birkebeinernes Skibe til – thi det var virkelig dem, under Kong Sverres egen Anførsel. Kuvlungerne løb strax overbord, for at svømme til Land, og nogle druknede; men Jon selv og een Mand med ham bleve tilbage i Skibet, hvor de snart dræbtes af de tilstormende Birkebeiner, der siden toge Klæderne af deres Lig. Da Sverre fik denne vigtige Tidende at vide, lod han Ligene bringe over til Byen og lægge ned ved den søndre Vegg af Mariekirken, tildækkede med et Stykke Vaadmaal. De Kuvlunger, der havde søgt op i Fjeldet, kom imidlertid ned og samlede sig inde ved Olafskirken, hvor de stillede sig i Fylking, raabte til Birkebeinerne og opfordrede dem til at prøve en Kamp. Men Sverre forbød sine Mænd at indlade sig med dem; „vi ville ikke“, sagde han, „slaaes med hovedløse Mænd; sig dem kun at deres Høvding ligger her under Mariekirken, og at de ej have forsvaret ham godt, men at han rigtignok heller ikke var nogen rar Høvding at forsvare“. Da Kuvlungerne hørte dette, vovede de sig ikke ud i Byen, men skyndte sig bort.
Birkebeinerne paastode, at Jon Kuvlung slet ikke var Søn af Kong Inge, og ikke engang hed Jon, men at hans rette Navn var Orm, og at han var Søn af en vis Peter, og et Fruentimmer ved Navn Astrid Steik. Denne Peter var just i Bergen paa denne Tid, og de bøde ham derfor gaa hen til Mariekirken for at see, om han i den dræbte Jon Kuvlung gjenkjendte sin Søn, men dog forinden at angive, om der skulde findes noget nærmere Merke eller Tegn, der kunde bekræfte Identiteten. Peter sagde, at hans Søn Orm som Dreng engang var kommen til at træde paa en Ljaa, der gav ham en dyb Flenge under den højre Fodsaale: hvis Arret derefter fandtes paa Liget, var der ingen Tvivl om, at den dræbte maatte være Orm. Han blev nu ført hen til Liget, og da Skoene og Hoserne vare trukne af dette, fandt Peter, som han sagde, virkelig Arret. Og Sverre bekjendtgjorde da baade for Bymændene og
Storm blev fordrevet til Grenlands Ubygder, hvor alle de, der vare ombord, omkom, og hvor deres Lig 14 Aar derefter bleve fundne.
