fordi Choret, hvor hans Hvilested dog nærmest synes at burde have været, endnu ikke har været saa fuldstændigt i Stand, at det paa en sømmelig Maade kunde modtage hans Lig. Kort efter holdt dog Sverre fra Choret en Tale, hvori han meddeelte, hvad der havde været forhandlet mellem ham og Erkebiskoppen ved deres sidste Møde, og sagde at Erkebiskoppen havde indrømmet, at han havde viist større Iver i at staa ham imod, end det egentlig kunde forsvares for Gud, men at han fornemmelig havde gjort det, fordi han ej kunde bære over sit Hjerte at slaa Haanden af Kong Magnus. Dette maa, som sagt, staa ved sit Værd[1].
Eysteins Død kaldes i Sagaen „en stor Tidende,“ og med Rette, thi han var ej alene som Rigets Metropolitan den fornemste Mand næst Kongen, men og som den egentlige Grundlægger af Erkestolens Magt og Anseelse, og endelig som Medlem af en af Rigets ypperste Slægter, en Mand, paa hvem Alles Øjne hvilede, og som altid vil indtage en fremragende Plads blandt Norges Erkebiskopper, om han end ikke i opofrende Iver og Udholdendhed kunde maale sig med sin Efterfølger Erik, og den omtrent et Aarhundrede senere levende Jon. Hans Fortjenester af Kirken skaffede ham 41 Aar senere en Plads i Helgenernes Tal[2], og der skal have skeet mange Mirakler ved hans Grav[3]. At Eystein interesserede sig for Videnskaberne, og navnligt for sit eget Fædrelands Historie – hvilket ogsaa var en naturlig Følge af hans Herkomst – kan man slutte deraf at Munken Thjodrek, sandsynligviis i Elgeseter Kloster, tilegnede ham et kort paa Latin forfattet Uddrag af Kongesagaerne fra Harald Haarfagre til Sigurd Jorsalafarer, hyppigt spekket med Citater af ældre og yngre Forfattere, der vidne om megen Belæsthed, og som næsten lader formode, at alle disse Forfattere fandtes ved Domkirkens Bibliothek.
Uagtet efter Reglen Valgretten til Biskopsstolen skulde tilkomme Chorsbrødrene, og en Bestemmelse herom uden al Tvivl indeholdtes i den Tilstaaelse, de tre Konger, Inge, Sigurd og Eystein gave Kardinal Nikolaus, saa kom dog ved Eysteins Død endnu ikke denne Rettighed til Udøvelse. Deels erkjendte, som vi i det følgende ville see, Kongen ikke dens Gyldighed, og paastod at den alene var given for det Tilfælde, at der var flere Konger paa een Gang, der ikke kunde enes om Valget; deels har vel den øvrige Gejstlighed frygtet for, at Chorsbrødrene i Nidaros, hvis de skulde skride til Valg, medens Sverre laa der med en væbnet Magt,
- ↑ Sverres Saga, Cap. 107.
- ↑ Nemlig ved Biskopsmødet 1229, se de islandske Annaler.
- ↑ Matth. af Westminster ved 1250, udg. af 1570, II, S. 246: Sanctus Augustinus in Norvegia claris, probatis et approbatis miraculis illustratus. Han kaldes ogsaa „den hellige Eystein,“ se f. Ex. Aslak Bolts Jordebog, S. 138.
