Hopp til innhold

Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/224

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
206
Sverre Sigurdssøn.

sig den næste Vinter[1]; ja da der kom Efterretning om, at Biskoppen i Grønland Jon Knut[2] var død, vilde Eystein endog indvie ham til Biskop i dennes Sted, men Ingemund frabad sig det, og han indviede da en Jon, der kaldes Sverresfostre, rimeligviis en Yndling og Beskytter af Sverre, hvilken denne vel paa en vis Maade har tvunget eller overtalt Erkebiskoppen til at vælge. Denne Indvielse var rimeligviis den sidste, han foretog, thi om Høsten 1187 blev han syg, og rejste sig ikke mere fra Sygelejet. Efter Juul, da han følte at det lakkede til det yderste med ham, sendte han Bud efter Kong Sverre, der ogsaa strax indfandt sig. De talte da, siger Sagaen, sammen om mange Ting, der før havde været dem imellem, og ved Afskeden bad Erkebiskoppen, at Kongen vilde tilgive ham alt hvad han havde handlet utilbørligt imod ham i al den Tid, Striden havde varet mellem ham og Kong Magnus; de forligtes da fuldkommen, og de tilgave hinanden gjensidigt alt hvad der havde været imellem dem. Hvor vidt nu alt dette forholder sig ganske saaledes, maa staa ved sit Værd, da Sverre selv var den eneste, der kunde berette om disse Forhandlinger, og han har, som vi ville see, og hvad der var naturligt, ej berettet andet end hvad der var ham selv fordeelagtigt. Det tyder ellers vist ikke paa noget særdeles venligt Sindelag mod Sverre, at Eystein, som det udtrykkeligt nævnes, ytrede Ønske om at Erik Biskop i Stavanger maatte blive valgt til hans Eftermand, thi Erik havde allerede noksom lagt sit fiendtlige Sindelag mod Sverre for Dagen. Er det virkelig saaledes, som Sagaen beretter om Forligelsen mellem Eystein og Sverre, da er det heller ikke usandsynligt at Eystein kan have udleveret til Sverre det tidligere af Magnus Erlingssøn til Kronens Skade, men Erkestolens Forherligelse, udstedte Dokument, hvorom der ovenfor har været Tale, og som, hvis det virkelig bar været til, i alle Fald fra den Tid af forsvandt, indtil det atter dukkede op i Erkebiskop Jons Dage. Muligt ogsaa, at Sverre ligefrem kan have bemægtiget sig det. Kort efter døde Eystein, Natten efter Paalsmesse, d. e. den 26de Januar 1188. Han blev begraven i Skrudhuset i Christkirken[3], maaskee

  1. Der staar i Sturl. Saga S. 125, at Ingemund fik Mariukirkju at Staði, der efter Ordene nærmest betegner „Mariekirken paa Stad,“ og herved kan man kun tænke paa Stadsbygden i Nærheden af Throndhjem. Men maaskee Stedet ogsaa kan være fejlskrevet eller uheldigt affattet, og skal betegne „Mariekirken i Byen.“ Dette vilde være aldeles vist, naar man vidste at Elshaugs eller Stadsbygdens Kirke ej var indviet til Jomfru Marie, men en anden Helgen; dog herom veed man nu vel neppe ret Besked.
  2. Om Jon Knut er der ovenfor talt, II. S. 962.
  3. Ved „Skrudhuset,“ (Lat. vestiarium) forstaaes her aabenbart Kapitelbygningen.