Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/215

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
197
1185 Sverres Giftermaal.

ogsaa Sønnen Haakon, der maaskee ligeledes tidligere havde baaret et andet Navn, og Døtrene Cecilia og Ingebjørg[1].

38. Kuvlungernes Oprørsflok fremstaar.


De af Magnus Erlingssøns Tilhængere, som ikke vare faldne i Slaget, toge, som man maa formode, deres Tilflugt til Danmark, for saa vidt de ikke underkastede sig Sverre. Dette har dog vist været Tilfældet med ikke saa faa, siden der nu ikke længer var nogen Tronprætendent at opstille som Arving til Magnus’s Trone, og de fleste vel desuden længedes efter at sidde i Fred paa deres Gaarde. Blandt dem, der saaledes faldt til Fode, var vistnok Nikolas Kuvung paa Giske, siden han ej oftere omtales blandt Sverres Fiender, og dog heller ikke nævnes blandt de faldne, ligesom der heller ikke nogensteds tales om at hans Søn Paal Flida tog Parti mod Sverre. Ogsaa Hallkell Jonssøn paa Blindheim har sikkert da eller kort efter underkastet sig Sverre, siden vi erfare, at Sverre ikke mere end fire Aar senere gav ham Lendermands-Ret og Syssel. Det kostede, som vi allerede have seet, Hallkell ikke stort at sværge snart den ene, snart den anden Konge Troskabsed, og vi ville i det følgende see, at han endnu engang brød sine Løfter. Derimod viser hans yngre Broder Gregorius sig i det mindste senere hen som en tro Tilhænger af Sverre. Deres Fader Jon omtales ikke tidere, og er rimeligviis paa denne Tid død i Danmark. Blandt dem, der fandt sig i at erkjende Sverres Kongedømme, synes ligeledes Nikolas Arnessøn paa Stodreim at have været, saa lidet han end yndede Sverre, eller denne stolede paa ham. Men Nikolas oppebiede klogeligen den belejlige Tid, medens andre herskesyge Stormænd ikke paa nogen Maade kunde finde sig i at vente, og for enhver Pris søgte at skaffe Sverre nye Modstandere, lige meget om disse vare berettigede til Tronen eller ej, naar de kun vare villige til at træde i

    ter staar „Sverus rex Magnus“, ligesom og Omskriften paa hans Segl, ifølge Villjam af Newbury, lod „Rex Sverus Magnus, ferus ut leo, mitis ut agnus.“ Man kan ogsaa lettelig forstaa, at han selv har fundet det hidtil næsten ukjendte Navn „Sverre“ altfor plebejisk, og ønsket at ombytte det med et, der var brugeligt i Kongeætten, ja at han endog kan have paastaaet, at Magnus var hans rette Navn. Hans Berømmelse hædrede dog tilsidst saaledes „Sverre“-Navnet, at hans Efterkommere foretrak at benavne ham dermed.

  1. Sverres Saga Cap. 100. Den svenske Historiker Ørnhjelm har i sin Kirkehistorie S. 602 kaldet Sverres første Hustru Christine, men uden at opgive Kilden, hvorfra han har dette, og, som det synes, uden mindste Hjemmel.