Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/214

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
196
Sverre Sigurdssøn.

gebjørg, Enke efter hiin Ivar Elda fra Sogn, der i en uheldig Stund var kommen ombord paa Magnus’s Skib umiddelbar for Slaget, og faldt i dette. Man seer saaledes, at Sverre tog sig Ret til at bortgifte sine faldne Fienders Enker eller Døtre. Nu bejlede ogsaa Baard Guthormssøn, der tidligere havde været gift med Ulfhild, en Datter af Biskop Paal i Bergen[1], til Sverres Syster, Cecilia paa Gelmin. Kongen havde intet derimod, men Erkebiskoppen vilde ikke tillade det, fordi hendes forrige Mand, Folkvid Lagmand, med hvem hun havde en Søn, Haakon, endnu levede. Men Cecilia beviste, at hun aldrig havde været gift med Folkvid, og nu tillod Eystein Giftermaalet. Kongen selv holdt Brylluppet med megen Stads. Den eneste, der ingen synderlig Forfremmelse fik, var Kongens Broder Erik: han bad vel om højere Titel og et Stykke Land i Forlening, men maatte nøje sig med Lendermandstitel og for Resten vedblive at være Høvding inden Hirden. Selv søgte Kongen ved et Giftermaal med den svenske Konge Knut Erikssøns Syster Margrete[2] at befæste sin Anseelse og Magt. Vel levede endnu hans forrige Hustru Astrid Roedatter, men da han, som ovenfor nævnt, skal have mistænkt hende for Utroskab, lod han hende ikke komme over til Norge; sandsynligviis var han vel heller ikke formelig gift med hende, da der intet tales om, at Eystein eller den svenske Erkebiskop havde noget imod hans Giftermaal med Margrete at erindre[3]. Heller ikke tales der om, at Kong Knut eller Margrete selv gjorde Vanskeligheder, nu da Sverre var kommen i Besiddelse af Norges Rige, skjønt de vist faa Aar i Forvejen, da han endnu betragtedes som en usel Æventyrer, med Foragt vilde have bortviist et saadant Tilbud fra hans Side. Giftermaalet sluttedes allerede Aaret efter Kong Magnus’s Fald (1185). Sverre havde med hende kun en Datter, Christina. Med Astrid havde han foruden den allerede nævnte Søn, Unas, hvis Navn rimeligviis nu forandredes til Sigurd, ligesom han selv antog Navnet Magnus[4],

  1. Fagrskinna, Cap. 214.
  2. Margrete var en Datter ak Kong Erik den hellige og Christine, der igjen var en Datter af Bjørn Jernside, Harald Kesjas Søn, og Katharina, en Datter af Kong Inge Steinkelssøn.
  3. Efter Eysteins Død benyttede, som vi ville se, Gejstligheden den Omstændighed, at Sverres forrige Hustru endnu var i Live, som en Grund til at negte ham Kroningen. Aarsagen til, at Sverre mistænkte Astrid for Utroskab var, ifølge det færøiske Sagn, at hun 42 Uger efter hans Afrejse fra Færøerne havde født en Søn, Erling, til Verden. Om denne Erling vil der i det følgende blive Tale.
  4. At Sverre antog Navnet Magnus, og det ikke simpelt hen i Betydningen „den Store,“ men som et virkeligt Navn, efter de ældre Konger, der hed saaledes, sees fornemmelig af Intimationen til den Christenret, der bærer hans Navn, og som, skjønt forfattet i det norske Sprog, dog begynder saaledes: Sverrir Magnus konungr sun Sigurðar konungs. Ogsaa paa hans Myn-