Stillinger, som kongelige Befuldmægtigede i Skatlandene[1], eller som de, der i Kongens Navn oppebare Finneskatten og handlede med Finnerne.
Overhoved søgte Sverre, som man seer, ivrigt at gjøre strengt monarchiske Principer gjeldende, som om Kongedømmet var indstiftet af Gud selv, og alene deraf udledende sin egen Magt, uden engang at staa i noget Afhængighedsforhold til Gejstligheden, som tvert imod selv i alle verdslige Anliggender var Kongemagten underordnet. Denne Lære stillede sig som en skarp Modsætning mod det Princip, hvorpaa Magnus Erlingssøns Kongedømme havde beroet, og som Prælaterne i Forening med de verdslige Høvdinger søgte at forfegte. Den stod i umiddelbar Forbindelse med Sverres Benegtelse af at Magnus’s Kroning og Overeenskomst med Gejstligheden skulde kunne skaffe ham nogen Ret til Kronen, der kunde opveje den nedarvede Byrdsret; og jo sterkere Gejstligheden og Magnus’s forrige Tilhængere forsvarede hiint Princip, desto yderligere gik og paa den anden Side Sverre og hans Venner i at forfegte deres. Dette blev saaledes nu Stridspunktet, som foruroligede Sverres øvrige Dage, og som først tinder hans Sønnesøn afgjordes til Kongemagtens Fordeel.
At Sverre dog, for at forøge sin Anseelse, og bøde paa den Mangel ved hans Adkomst til Tronen, som saa mange endnu fandt i Usikkerheden af hans foregivne Byrd, intet heller ønskede end at lade sig krone, kan man visselig slutte af den Iver, hvormed han siden drev dette, og virkelig opnaaede det. Men han maa have indseet, at der ikke i mindste Maade var at tænke paa dette, saa længe Eystein, der havde kronet Magnus, var Erkebiskop, og han lod Sagen derfor saa længe hvile.
Nu opfyldte Sverre ogsaa de Løfter om Belønninger og Forfremmelser, han havde givet sine tro Mænd. Han gjorde, siges der, mange til Høvdinger, flere endog til de fornemste Mænd, skjønt det hed at de ingen Æt havde dertil; men de vare ham og siden desto urokkeligere hengivne. Mange, som før ikke ejede noget, skjenkede han nu store Besiddelser, sandsynligviis af det Jordegods, der havde tilhørt dem af Magnus’s forrige Tilhængere, der ej havde villet underkaste sig ham. Saaledes fandt virkelig et Slags ny Ejendomsfordeling Sted. Navnene paa dem, som paa denne Viis kom til Hæder og Anseelse, angives ikke, men man kan være vis paa, at til deres Tal hørte i det mindste alle de af Birkebeinernes Høvdinger, som i det foregaaende ere omtalte, for saavidt de havde overlevet Slaget i Sogndalsfjorden. Mange forhjalp han ogsaa til gode Giftermaal, saaledes fik Ivar Selke Skjaldvar, en Datter af Andres Skjaldvarssøn, hvilken sandsynligviis var en Broder af den i 1176 dræbte Nikolas Skjaldvarssøn og Søn af Sigurd Ranessøn; en anden, ved Navn Peter Range, fik In-
- ↑ F. Ex. Sysselmanden paa Færøerne, se ovenfor S. 56.
