nus, eller rettere hans Fader, for at sikre sig Bistand fra Danmark, der senere dog kun temmelig sparsomt blev dem til Deel, bekvemmet sig til at tage Viken til Len som dansk Provinds, erklærende sig selv for Danekongens Vasall, med Forpligtelse til at møde frem med Tropper paa hans Opfordring, og at aabne en af hans Sønner Adgang til Sukcessio-
Paaskeberegningen for dette Aar. Som Grund til Mistanke mod Dokumentets Egthed kan det ogsaa anføres, at det slet ikke omtales, førend da Erkebiskop Jon i Aarene 1273–77 paaberaabte sig det under sine Stridigheder med Kong Magnus Haakonssøn om Kirkens Rettigheder (se Norges gl. Love II. S. 457 og 462): man kunde da formode, at det senere var blevet forfærdiget, og at ved den Lejlighed vedkommende Forfalsker rimeligviis havde beregnet Paasken urigtigt. Merkeligt er det især, at en af Pave Coelestin den 3die 1194 til Fordeel for Erkebiskop Erik udstedt Bulle (hvorom nedenfor), der i det Væsentlige, endog Ord til andet, ligger til Grund for de senere Overeenskomster af 1273 og 1277, og hvis Text vel for det meste er den samme, som den, der indeholdtes i den oprindelige, nu tabte, Overeenskomst mellem Kongerne Sigurd, Inge og Eystein, og Kardinal Nikolas, og som siden gjentoges i Kong Magnus’s Overeenskomst med Legaten Stefanus, udtrykkeligt omtaler „Kongernes, især Magnus Indrømmelser“, og særskilt anfører et Par Artikler, der forekomme i det her omspurgte Brev, men uden at omtale den aller vigtigste, nemlig Kongedømmets Underkastelse, m. m. og ligeledes udeladende Forpligtelsen for Kongen og Hirdmændene til at betale Tiende, der findes i hiint; ligesom ogsaa Kong Haakon Sverressøn siden, i 1202 eller 1203, bekræfter Kardinal Nikolas’s Bestemmelser og hine tre Kongers Indrømmelser, saa vel som de Eder, der bleve svorne for Legaten, da Jarlen (Erling) havde begyndt Trætte med Erkebiskop Eystein om Kirkens Friheder, men uden at der paa begge Steder med et eneste Ord tales om den her omhandlede Akt, der dog, hvis den havde været til, i alle Fald maatte være bleven berørt. Der mangler saaledes ej Sandsynlighed for, at den senere er sammensmedet, og denne Formodning bestyrkes ogsaa derved, at Jarlen, Magnus’s Fader, uden hvilken han neppe vilde have afsluttet en saa vigtig Akt, ingensteds er nævnt. Og er den ikke forfalsket, maa den dog i alle Fald, hvad der her næsten kommer ud paa det samme, have været udstedt i dybeste Hemmelighed. Men hvorledes den i saa Fald skulde kunne have været skjult lige til 1273, og hvorfor den ikke tidligere er fremdragen, saa ofte som der dog var Anledning dertil, bliver højst vanskeligt at forstaa. Man maa da næsten gjette paa, at Eystein har ført den med til England i 1180, men ej bragt den tilbage, og at den er bleven liggende der indtil Erkebiskop Jons Tid, eller og at Eystein, da han, som det nedenfor vil sees, paa sit Yderste havde mange Forhandlinger med Sverre, har overgivet ham dette Dokument, som senere har hvilet ukjendt i det kongelige Arkiv, indtil Erkebiskop Jon ved en eller anden List har opdaget dets Tilværelse og faaet fat paa det. Hvad ellers Aarstallet angaar, da kan endnu den Formodning fremsættes, at Ordene „Actum – in vestiario ecclesiæ Nidrosiensis“ slet ikke har tilhørt dette Document, men derimod har dannet Slutningen af et Bekræstelsesdokument, som Erkebiskop Jon den 23de Marts 1276 har ladet oprette, og hvori hiint var indtaget. Det kjendes nu kun efter en, uvist hvorfra, tagen Kopi, hvis Afskriver let har kunnet henføre Vidissens Datum til det indtagne Aktstykke.
