nen paa den norske Kongetrone – ligeledes Indrømmelser, der, som ovenfor nævnt, ej nogensinde synes at have været offentliggjorte i deres Heelhed, saasom man nok kunne befrygte at de i saa Fald vilde vække alt for stor Indignation. Over alt dette slog nu Sverres Sejr aldeles en Streg[1]. Som Søn af Kong Sigurd Mund behøvede han nemlig ikke at udlede sin Ret til Tronen fra nogen Kroning[2], eller at skaffe sig nogen kunstig Legitimitet; han optraadte som mandlig Ætling i lige nedstigende Linje af det gamle Kongehuus; det var sin Odels- og Arve-Ret, han gjorde gjeldende, for hvilken han hverken havde Lendermænd eller Biskopper at takke, og lige over for hvilken den nye, ved Magnus’s Ophøjelse udtænkte Fiktion om Kongedømmets Overdragelse til St. Olaf ganske maatte bortfalde, da Magnus ingen Ret havde til at bortgive, hvad der ikke var hans. Men med Fiktionen selv maatte da ogsaa alle de Forpligtelser og Indrømmelser, der ledsagede den, ophøre. Sverre kunde fra sit Standpunkt ingen andre kongelige Forpligtelser erkjende, end dem, der havde været til fra gammel Tid, og dem, som hans Fader Kong Sigurd Mund med dennes Medkonger senere havde indgaaet ved Rigsmødet i Nidaros da Erkestolen oprettedes. Hele den kunstige Bygning, som Geistligheden og Aristokratiet i Forening havde opført paa hiin Fiktion, under hvis Beskyttelse de havde haabet aldeles at tilrive sig Magten, og som mueligviis vilde have medført Rigets fuldstændige Sønderlemmelse eller Underkastelse under fremmed Magt – Begyndelsen var allerede gjort med Viken,– styrtede nu med eet Slag overende. Det har vist mere været Erkjendelsen af den Fare, hvori Landets Eenhed og Selvstændighed svævede, end nogen synderlig Forkjærlighed for Sverre, eller Overbeviisning om Rigtigheden af hans Herkomst, der bevægede Thrønderne, hvis Nationalfølelse og Iver for Rigets Eenhed og Uafhængighed i hine Tider unegtelig var kraftigere og mere levende, end hos Indbyggerne i Rigets sydligere Landskaber, til at tage Sverres Parti, og holde saa ivrigt paa ham imod den af Vikens og Gulathingslagens Høvdinger saavel som den danske Konge understøttede Magnus. Herved maa det dog rigtignok ej glemmes, at Skinsyge over den Anseelse, hvori Viken og Gulathingslagen som de af Erling og Magnus mere begunstigede Egne nu vare komne, sikkert har bidraget meget til at holde hiin Erkjendelse i Virksomhed.
Ved Sverres Sejr var altsaa Kongemagten emanciperet fra Høvdingernes Aag, og en af Landets vigtigste Dele, Viken, befriet fra den
