Efter et kort Ophold i Bergen begav Sverre sig til Liten og lige ned til Rigsgrændsen, idet han lagde alt Landet under sig. Ingen vovede nu at negte ham Lydighed, og han indsatte Sysselmænd overalt. Saaledes stod han nu endelig ved sit Maal. Hans Medbejler var fældet, hans Modstandere ydmygede og adsplittede, og han herskede uden Modsigelse over det hele Land fra Haalogaland til det sydligste af Viken.
Men denne hans Sejr bebudede, som hans Modstandere meget godt følte, og som det allerede ovenfor er antydet, en fuldkommen Forandring i Landets statsretlige Forhold. Magnus, der selv ej var Kongesøn, men skulde grunde et nyt Dynasti og skaffe dette Legitimitet, havde for at opnaa dette Maal maattet kaste sig i Aristokratiets Arme, og indgaa hiin ydmygende Overeenskomst af 1164, hvorved Kongedømmet tilsyneladende blev overdraget St. Olaf, Landets Skytshelgen, men i Virkeligheden kun blev et Redskab i de gejstlige og verdslige Høvdingers Haand. Senere, efter Opnaaelse af Myndighedsalderen, dog sandsynligviis efter sin Faders Ønske, skal han, endog hvis for øvrigt det derom handlende Dokument er egte, have indgaaet den ovenfor omtalte nærmere Overeenskomst med Erkebiskoppen alene, hvori han ej alene stadfæstede den allerede vedtagne Bestemmelse, at Kronen efter hans, saavel som enhver af hans Efterfølgeres Død skulde ofres til St. Olaf og til evig Tid hænge i Christkirken, men dette derhos udtrykkelig erklæredes for et Tegn paa det norske Kongedømmes stedsevarende Underkastelse under St. Olaf, og Erkebiskoppen saavel som Gejstligheden i Almindelighed fik flere særegne Rettigheder, hvorom der i det følgende vil blive Tale; alt sammen Indrømmelser saa store, at de sikkert ikke engang bleve offentliggjorte, men at den hele Transaktion, hvis den virkelig fandt Sted, maa være skeet i al Stilhed og uden andre Vidner end Erling Jarl, mellem Magnus og Erkebiskoppen alene[1]. Og endelig havde Mag-
- ↑ Om dette Dokument er der allerede talt foreløbigt ovenfor II. S. 936. Den urigtige Datering 23de Marts 1276, eller, som den paa Latin lyder, mcclxxvi x. kal. Aprilis, er i Særdeleshed en af Grundene mod dens Egthed, thi om man end vilde antage, hvad der let kunde skee, at der i Afskriften var kommet et dobbelt c, istedetfor et enkelt, og at der skulde læses mclxxvi (1176), er dog Dagen, kal. Apr. (23de Marts) ikke Paaskedagen i dette Aar, skjønt det i Dokumentets Intimation udtrykkeligt staar at „dette udstedes“, eller at „Afstaaelsen skeer“ in hac die gloriosæ resurrectionis (paa denne hellige Paaskedag); Paasken 1176 faldt nemlig paa 4de April. Ja hvad mere er, i alle de 163 Aar mellem 1068 og 1231 faldt Paasken ikke en eneste Gang paa 23de Marts. Heller ikke kan man henføre det sidste „I“ Ziffer til Dagsbetegnelsen og læse mclxxsv. ix. kal. Apr. (24de Marts 1175), da Paaskedag 1175 faldt paa 13de April. Arne Magnussøn har derimod foreslaaet at læse mclxxiv in. kal. Apr. (28de Marts 1174), hvilket slaar rigtigt ind med
