Magnus her, da ville vi faa en Overmagt at stride mod, der er større end nogensinde forhen, saa ofte som vi ellers have kjæmpet mod en større Styrke. Jeg vil derfor, at vi nu tage vor Beslutning, om vi skulle vove Kampen ikke mandsterkere end vi nu ere, eller vi skulle gaa i Land og lade Skibene i Stikken. Men i saa Fald er det vel at merke, at vi just ikke have gjort os til Vens med Folket her i Sogn, og Kong Magnus vil da visselig sætte efter os med alt sit Mandskab, og med ham den hele Almue, hvorhen vi nu vende os. Og sandt at sige, skal jeg nu miste disse Skibe, som jeg med saa stor Møje, og saa mange Farer har erhvervet, da anseer jeg det ikke rimeligt at jeg nogensinde mere prøver paa at faa mig Skibe i Norge, og enhver af Eder faar da sørge for sig selv, som han bedst kan. Imidlertid vil jeg ikke ved min Egensindighed udsætte Eder for saa stor Fare, hvis I Alle skulde antage den for uovervindelig, men paa den anden Side vil jeg heller ikke forfærdes eller beslutte noget andet, hvis Høvdingerne og de øvrige Krigere see nogen Mulighed til at vove denne Dyst.“ Da Kongen havde endt sin Tale, kunde Alle godt skjønne, hvad han helst vilde, og saa svagt Haab de end havde om at det vilde gaa godt, nennede de dog ikke andet end at give deres Bifald dertil. De svarede derfor næsten alle paa een Gang, at de visselig vilde slaas og ikke tage Flugten uforsøgt; det havde ingen Nød, de vare saa ofte vante til at stride mod Overmagt og enda vinde Sejr. „Ja,“ svarede Kongen, „nu have I valgt, hvad der mest stemmer med mit Ønske, og det kan jeg sige Eder, at I maa slaa saa meget bedre og mandeligere, som I denne Gang skulle ofre en Konge til Døden[1].“ Disse Ord vakte megen Bekymring hos Birkebeinerne, thi de kunde ikke vide, hvilken Konge han meente. Sverre gav derpaa Befaling til at tage Tjeldingerne ned, og ro ind ad Fjorden langs med Landet, for at møde de to Skibe fra Sokndal, efter hvilke en Skude sendtes ind i flyvende Hast. Han forordnede, at Roningen i hvert Halvrum kun skulde forrettes af een Mand; den anden skulde idelig ro med Baad til og fra Land og bringe Stene ombord; den tredie og alle de øvrige, der ingen anden Beskjeftigelse havde, skulde sætte Viggurdler op og gjøre Skibet slagfærdigt. Alt dette skede nøjagtigt som han havde befalet; de Søm, han havde ladet uddele, kom nu vel tilpas for at befæste Viggurdlerne, og det var, siger Sagaen, let at see paa Birkebeinerne, at de vare vante til sligt. Da hiin Skude var kommen et Stykke ind i Fjorden, mødte den allerede Skibene, som den skulde hente, og da Folkene ombord paa disse fik at vide hvad der var paafærde,
- ↑ I Sagaen: konung í hel setja, d. e. sætte en Konge i Hel (i de Dødes Rige); Talemaaden „i Hel“ er den som endnu bruges under Formen „ihjel,“ som „at slaa ihjel,“ og „i Hel“ d. e. til de Dødes Rige.
