Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/185

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
167
1184. Slag i Norefjorden.

nok som et slemt Varsel, at Kongens Skib ved Udsejlingen var saa besat med Kraaker, at næsten hvert eneste Toug var bedækket af dem. Om Natten sejlede Kongen nord igjennem Leden, og da han kom til Sognsø, drejede han ind i Fjorden. Vinden var da kun svag. Saasnart Sogningerne saa, at det var ham, kom de i Mængdeviis roende tid til ham og gave sig i Følge med ham. Af dem fik Magnus Underretning om at Sverre havde sendt sine bedste Folk fra sig, og selv laa med faa Skibe inde i Norefjorden, hvor han, som de sagde, havde gjort mangt og meget ondt. Dette Budskab vakte almindelig Glæde i Hæren. „Nu,“ hed det, „var da endelig Tiden kommen, da det viste sig at være Guds egen Vilje, at denne Ufredsflok skulde blive tilintetgjort, der havde øvet saa meget ondt i Norge, at det først seent vilde kunne oprettes.“ Blandt dem, der sloge sig i Følge med Magnus, nævnes Ivar Elda, en anseet Mand, der boede paa Surstrand. Han sad just til Bords, da man saa Magnus’s Flaade komme sejlende, ilede strax ned til Stranden, og roede ud til Kongeskibet, hvor Magnus tog imod ham med aabne Arme. Da Flaaden kom til det Sted, hvor Fjorden deler sig, styrede Magnus strax ind i Norefjorden. Hans Flaade var da 26 Sejlere sterk. De fleste af Skibene vare store, vel bemandede og i enhver Henseende godt udrustede.

Kong Sverre var imidlertid, som ovenfor er omtalt, nys kommen tilbage fra Toget til Sokndalen, og laa ved Hugastranden, i Nærheden af Femreite. Han og hans Mænd sad just ved deres Middagsmaaltid, da han hørte Vagtmændene, der stode oppe paa Land, tale mellem sig om at de saa en heel Deel Sejl komme ind ad Fjorden: stundom forekom det dem kun at være sex eller syv, men stundom spredte de sig mere ad, og da kunde man tælle ti, tolv, ja endnu flere. De talede imellem sig om, hvad Skibe dette kunde være: nogle paastode, at det kun var Sognejægter, der kom i een Flok sejlende fra Bergen, men andre syntes at det saa ligere ud til at være Langskibs-Sejl. Ved at høre denne Tale stod Kongen op fra Bordet, og gik selv op til Vagten, for at see hvad det var; der flokkede sig strax flere til, og enhver fremsatte sin Gjetning. Da Sverre en Stund havde betragtet de sig nærmende Sejl, sagde han: „det er ikke at dølge for, at her er Ufred for Haanden, thi dette er ganske vist Langskibe.“ Han lod strax blæse til Landgang, og da alt Mandskabet var forsamlet paa Stranden, tog han saaledes til Orde: „Endnu engang tør det gaa os Birkebeiner som før, at vi faa et alvorligt Arbejde at drages med, thi her nytter det ikke at negte for, at Kong Magnus snart kommer for at see til os. I vide alle, at en stor Deel af vort Mandskab er draget bort, nogle til Bergen – og Gud veed, hvorledes det nu er gaaet dem, – andre ind til Kaupanger for at brænde der; deres Hjelp maa vi saaledes undvære. Oppebie vi nu Kong