indtage sin Plads, Sejlene bleve hejsede og derforuden brugte man Aarerne, thi Vinden var svag Sidevind, og det regnede. Kong Magnus selv styrede „Skeggen“, som sædvanligt, Orm Kongsbroder „Skjoldmøen,“ Nikolas Kuvung „Erkesuden,“ (en Tyvesesse, som han havde faaet af Erkebiskoppen), Munan Gautssøn „Reinen,“ og Gjesterne havde „Mykle-Fløyet,“ et stort Østerfarerskib. Da de kom et Stykke paa Vejen, begyndte det at kule sterkt, paa Munans Skib gik Masten af og slog en Mand ihjel, og Kongens Skib satte saa svært, at en af Stavnboerne, ved Navn Thoralde Thrym, sagde: „det bliver vaadt her forud paa Dækket, og det spruder endog om Saxene; Frembyggerne saa helst, at man sejlede mindre skarpt.“ Kongen rejste sig og svarede: „jeg vidste ikke, at der skulde gjøres Ild op paa Dækket eller forud paa Saxene,“ og bød at man ikke skulde tage mindste Svoft ind, men heller sætte til hvad Reb man havde. Thorsdagen (den 14de Juni) ved Midmundetid (omtrent Kl. halv to) sejlede Kongen ind paa Vaagen, og lagde til lige ved Bryggerne, hvor hans Mænd øjeblikkelig sprang op. Birkebeinerne, som ikke havde hørt det mindste til Magnus, og ej havde nogen Anelse om hans Komme, førend han nu med Eet var dem lige ind paa Livet, fore forfærdede hid og did, nogle efter sine Vaaben, andre kun for at frelse sig; alle sammen søgte de ud af Byen, og op i Fjeldet, hvor det snart var ganske rødt af deres Skjolde; men Heklungerne fik dog indhentet og dræbt Tredive af dem, deels i, deels ovenfor Byen. De toge i Hast Klæderne af dem, og lode Kroppene ligge nøgne efter; Magnus forbød endog udtrykkeligt at begrave dem, førend han kom tilbage igjen, da det, som han sagde, passede sig bedst for dem at ligge der til Ravn og Hund. Det var nemlig nu først og fremst hans Hensigt, at opsøge og gjøre det af med Sverre, medens denne endnu laa inde i Sognefjorden og saaledes ej kunde undslippe. Derfor havde han ikke mange Timer at bortgive. Han lod strax blæse til Things, og talede saaledes: „Her i Byen venter jeg nu den samme Hjelp og Bistand af Indbyggerne, som I forhen altid have været saa villige til at yde baade min Fader og mig; her var desuden mit stadige Hjem, saalænge jeg sad i Fred og Ro; her har jeg ogsaa mange Frænder og Fostbrødre. For det første agter jeg nu at opsøge Sverre og prøve en Dyst med ham; naar det er gjort, tænker jeg at komme tilbage hid til Byen, idet jeg bringer Fred og Glæde for os alle.“ Disse Ord besvaredes med ivrige Blfaldsraab, og alle sagde: „Gud lade Eder komme tilbage i god Behold, Herre, og i denne Ferd opnaa Alt, hvad I maatte ønske“. Derpaa gik Kongen atter ombord, lod blæse til Afsejling, og forlod Havnen endnu samme Aften med den hele Flaade, paa Gjesteskibet, det store Fløy nær, som imidlertid var kommet paa Grund ved Fjæren, og ikke kom af førend ud paa Natten. For Resten lagde man Merke til, og betragtede det vist-
