Kroningsed, og af Frygt lade mig bevæge til at afstaa dig, Sverre, nogen Deel af Landet; jeg, som allerede i Kampen mod Eder, Birkebeiner, har mistet over hundrede lendbaardne Hirdmænd, og sexten Lendermænd, hvortil endnu kommer den syttende, hvis Tab alene er større Skade end alle de andres, nemlig min Fader, Erling Jarl. Jeg kan saa meget mindre indlade mig paa at overlade dig, Sverre, nogen Deel af Riget, som jeg ikke engang tror du har Herkomst til at være Konge enten her eller andensteds. Enten skal jeg derfor vinde hele Norge igjen, eller miste det alt sammen tilligemed Livet.“ Hertil svarede Sverre: „I erindrer her, Kong Magnus, kun om den Skade, I har lidt i vore Fejder, men tager intet Hensyn til, hvad Eders Frænder have gjort imod mig, hvilket dog er langt mere og værre. Først blev nemlig min Fader, Kong Sigurd, dræbt syd i Bergen, derpaa blev min Farbroder, Kong Eystein, ombragt øster i Viken[1]. Noget senere, efter Kong Inges Fald, blev min Broder Haakon tagen til Konge over hele Riget[2], men Erling skakke rejste en Flok imod ham og fældte ham syd paa Møre[3] med mange Lendermænd og herlige Drenge. Harald, min Broder, lod Erling hænge op paa Hvarven som en Kraakeunge, Sigurd, min Broder, blev halshuggen i Bergen[4], og Eystein, mit Syskendebarn, fældte de paa Ree. Nu kunde jeg heel vel sige det samme til Eder, som I til mig, at jeg ej fortjente at være Konge over Norge, om jeg sluttede Forlig med Eder, eller overlod Eder nogen Deel af min Fædrenearv, thi aldrig har det hændt i Norge, at Nogen blev kaldet Konge uden at være Kongesøn, førend du, Magnus, tiltog dig denne Ret. Jeg gjør dig derfor endnu det samme Tilbud som før: gaa op paa Ilevollene med dit Mandskab, og bereder Eder der til
- ↑ Det er ovenfor (II. S. 889) nævnt, at det var Sverre saa magtpaaliggende at give Inge Skylden for Eysteins Drab, at han endog lod det skrive saaledes i Sagaerne. Og, som man seer, gjorde han igjen Erling og Magnus ansvarlige for, hvad Inge havde gjort.
- ↑ Det vil sige paa Ørething, men det er derfor ikke sagt at han blev anerkjendt over hele Riget. Tvertimod betragtedes hans Tilhængere paa mange Steder, især i Gulathingslagen, som en Oprørsflok. Sverre farer viselig ganske let hen over Kong Inges Drab, uden at lægge Haakon eller hans Tilhængere det til Saft, uagtet Inge dog, som egtefød, var den legitimeste Konge af alle Brødrene, og Haakon i Forhold til ham kun en Oprører.
- ↑ Det var egentlig ikke paa Møre, men i Romsdalen, at Haakon faldt; dog var Sammenstødet mellem ham og Erling allerede skeet ved Steinavaag paa Møre, se ovenfor II. S. 915, 916.
- ↑ Saaledes staar der i alle Haandskrifter, skjønt det kun var Markus, Sigurds Fosterfader, der blev hængt paa Hvarven; Sigurd blev halshugget ved Gravdal (se ovenfor II. S. 924), Harald i Bergen. Unøjagtigheden er maaskee kun at tilskrive Sagabearbejderen; dog kunde det nok være muligt at Sverre selv, der paa hiin Tid ej var i Landet, har husket fejl.
