eller Harald Gilles Sønner. Han erindrede om, at lige fra den Tid, da Magnus den gode deelte Riget med Harald Haardraade, havde der meget ofte været to Konger ad Gangen, og man havde saaledes Exempler nok for sig.“ Bønderne og Bymændene ytrede lydeligt deres Bifald til denne Tale. Magnus rejste sig og svarede med høj Røst, dog endnu i al Rolighed: „Hvad de Exempler angaar, som I have anført paa at der har været to Konger paa een Gang, da er det vel at merke, at disse Overeenskomster have været sluttede i al Kjærlighed og Venskab mellem Brødre eller andre Nærpaarørende, og enda har som oftest dette Fællesskab ledet til Uenighed, ja stundom endog til de største Ulykker. Dette bør vi her tage til Eftertanke, thi mellem hine var der dog fra først af langt mindre Tviste-Emner, end der nu er mellem os: jeg behøver blot at paapege al den Skade jeg har lidt, og saa mange gjæve Mænds Drab, hvilke deels vare mine Frænder, deels mine Venner. Om jeg end indgaar et tvunget Forlig, saa vil det hverken for mig eller Sverre blive nogen let Sag at holde vore Hirder i Ro, om det treffer sig saa at vi ere tilsammen, efter hvad begges Medlemmer gjensidigt have tilføjet hinanden, og Freden vil kun blive kortvarig, om vi end forsøge paa at faa den istand.“ „Der kan“, svarede Sverre, „være noget i hvad du siger om Freden, Kong Magnus, at om end vi selv søgte at overholde den, vilde dog andre bryde den. Men for at vor egen ulykkelige Tvist dog ikke længer skal vorde saa mange Mænd til Meen, tilbyder jeg mig at forlade Landet med mine Mænd paa tre Aar, dersom I edeligen vil forpligte Eder til at lade mig faa det halve Rige til fuld Raadighed, og til at lade de Mænd i Fred og Ro, som seg sætter til at bestyre det i mit Navn; naar jeg da efter tre Aars Forløb kommer tilbage, skulle I og Eders Mænd paa samme Betingelse rømme Landet i tre Aar.“ „Jeg tager gjerne imod“, sagde Magnus, „at du, Sverre, og dine Birkebeiner forlade Landet, men kun saaledes, at I aldrig komme tilbage. Jeg blev indviet og kronet af den romerske Legat[1], med hele Nationens Samtykke; jeg aflagde den Ed ved Kroningen, at jeg skulde holde Landets Love, og med det Sverd, jeg modtog ved Kroningen, forsvare dette Land mod onde Mænds Eftertragten og Ufred; jeg lovede heller at lade mit Liv, end at svigte denne Ed. Nu maa Gud raade for, hvor langt mit Liv skal blive, men der kan ikke engang være nogen Tale om at jeg skulde fejgt bryde min
- ↑ Dette er egentlig urigtigt, thi det siges udtrykkeligt i Magnus Erlingssøns Saga Cap. 14. Snorre Cap. 22. (jvfr. ovenfor II. S. 939) at det var Erkebiskop Eystein, der kronede Magnus. Men da Legaten var tilstede ved Kroningen, og vel egentlig var den, som ledede det Hele, kunne maaskee Magnus’s Ord forklares som hentydende hertil, og som en i Talens Løb let tilgivelig Unøjagtighed.
