tage hine Ord om sit Broderforhold til Sverre i Formularen, neppe kunde undlade at udøve paa den almindelige Mening om Sverres retmæssige Byrd.
Det var ikke Magnus’s Hensigt at sidde roligt i Bergen, uden at foretage sig noget yderligere mod Sverre. Længer ud paa Sommeren udrustede han sine Skibe, og sejlede nord til Throndhjem, hvor han ankom udenfor Nidaros Olafsmesse sidre (den 3die August), og lagde, som forrige Gang, til ved Munkholmen. Men Sverre var vel belavet paa at modtage ham, thi ej alene havde han sine og sine Høvdingers Huustropper hos sig, men Bønderne havde ogsaa tilsagt ham deres Bistand, og af dem var der just en Mængde i Byen, thi det var Gilde-Tid, og da plejede man at rejse ind fra alle Hereder: Magnus vovede derfor i al denne Tid ikke at angribe Sverre, men blev liggende ved Holmen og ventede paa at Bønderne skulde rejse hjem. Imidlertid havde Kongerne hver Dag Sammenkomster. Sverre tilbød Magnus som før, at dele Landet med ham i to lige Parter, og overlade ham at vælge, hvilken Deel han vilde. Dertil svarede Magnus hverken Ja eller Nej; men Sverre lod blæse Thing i Byen, og meddeelte Borgerne, hvad der havde været paa Bane. Disse, som inderlig længedes efter Fred, bade Sverre indstændigt, endnu engang at forsøge hvad der kunde udrettes ved et personligt Møde mellem Kongerne. Han føjede dem i deres Begjæring, og der blev sat Grid eller Vaabenstilstand for den Tid, Mødet varede. Magnus roede ind til Øren paa en Skude, og Sverre sad til Hest oppe paa Øren, omringet af en Mængde Bønder og Borgere, der vare nysgjerrige efter at høre hvad Kongerne sagde til hinanden. Flere af Heklungerne benyttede sig af Lejligheden til at tale med deres Bekjendte blandt Birkebeinerne. De roede ind i Elven paa flere Skuder, medens Birkebeinerne gik dem imøde og lode bringe Øl ned fra Byen; derpaa satte de sig nok saa venskabeligt til at tale og drikke sammen ude paa Bratøren, thi der var mange iblandt dem, der, skjønt de nu hørte hver til sit Parti, dog vare nær beslægtede eller besvogrede, og forhen havde været Venner. Nikolas Arnessøn aabnede Underhandlingerne paa Magnus’s Vegne med et langt og veltalende Foredrag, hvori han henholdt sig til hvad der tidligere havde været omhandlet, og udtalte det ønskelige i at et Forlig kunde komme istand. Derefter tog Sverre til Orde og sagde, at han nu, som før, var rede til at indgaa Forlig med Kong Magnus, paa det at Landet kunde faa Fred; han tilbød fremdeles det Vilkaar, at Landet skulde deles ligt imellem dem, og at de begge paa eengang skulde være Konger, ligesom Magnus Barfods
