Edsformularen, saaledes: „dertil lægger jeg mine Hænder paa Bogen og Helligdommen, og det henskyder jeg til Gud, at han saa sandt lader min Haand komme uskadt fra Jærnet, som jeg er Kong Sigurds Søn og Sverres Broder“. Men paa dette sidste Tillæg, hvorved Sverre tænkte noksaa nemt at faa sin egen Byrd godtgjort, vilde Erik ikke indlade sig. „Saa sandt,“ sagde han, „lade Gud min Haand komme uskadt fra dette Jern, som jeg er Kong Sigurds Søn, men jeg vil ikke bære det for at bevise andres Herkomst end min egen“. Kun efter denne Formular bar han Jernet, og kom godt derfra. Sverre maatte følgelig erkjende ham for sin Broder, og gjorde ham til en af Høvdingerne i Hirden. Han blev snart meget afholdt, da han baade var særdeles nedladende, og dertil holdt sin Trop bedre end de fleste andre[1]. Man kaldte ham sædvanligviis Erik Kongssøn. Da der ingensteds tales om, at nogen Tvivl fremsattes om hans rette Herkomst, og da det tillige er tydeligt at see, at Sverre ej nærede liden Ængstelse for, at han skulde optræde som hans Medbejler til Kronen, kan man neppe antage at Erik har været en Bedrager. Men desuagtet maa man forundre sig over saavel at Sverre nærede nogen Betænkelighed ved at stede ham til Prøve, som at denne lykkedes ham, thi det skulde synes som om Sverre altid maatte have havt det i sin Magt at faa denne til at mislykkes, og derved vilde han dog bedst slippe fra alle Vanskeligheder. Men enten maa man da antage, at Sverre ikke har havt saa megen Indflydelse paa Presten ved Peterskirken[2], der indviede Jernene og bestyrede Prøven, at han kunde faa ham til at virke i sin Interesse, og at denne, sandsynligviis en ivrig Tilhænger af Erkebiskoppen og Kong Magnus, har gjort alt for at befordre en Sag, der maatte formodes at ville stifte Splid mellem Birkebeinerne indbyrdes; eller ogsaa er det muligt, at Erik selv, der, som det heder, forstod sig paa saa mangt og meget, ogsaa forstod den Kunst at gjøre gloende Jern uskadelige. Men over hele denne besynderlige Sag hviler der et uigjennemtrængeligt Mørke. For Sverre maa den have være saare ubehagelig, ej alene formedelst den Ængstelse, han altid maatte nære for at Erik seent eller tidligt vilde efterligne Harald Gilles Exempel, men ogsaa, og maaskee mest, formedelst den mislige Virkning, Eriks Vægring ved at op-
- ↑ Sverres Saga, Cap. 59.
- ↑ Det staar ikke udtrykkeligt i Sagaen, hvor Prøven aflagdes, men da den altid paa ethvert Sted skulde skee i en dertil eengang for alle bestemt Kirke, der maa have været den samme, hvor Parts-Ederne, hvilke selv betragtedes som et Slags Gudsskirsl, skulde aflægges, maa den Kirke, hvor Erik bestod sin Prøve, verre Peterskirken, der i Bjarkøretten Cap. 24 udtrykkeligt nævnes som Stedet for Edsaflæggelsen. Om dette, saa vel som om Gudsskirsler i Almindelighed og Jernbyrd i Særdeleshed, se ovenfor II. S. 1007, 1008.
