at han var en Søn af Kong Sigurd Mund, og saaledes Broder af Sverre. Hvor og af hvem han var fød og opfostret, siges ikke. Det heder kun, at han havde faret vide om i Verden, at han en Tidlang havde staaet i Tjeneste, rimeligviis som Væring, hos Kejser Manuel Komnenus i Constantinopel, og at han ligeledes havde været hos mange Fyrster i Tydskland. Derfra var han da vel nu sidst kommen. Paa sine Rejser skulde han og være kommen til Jerusalem og have besøgt Jordans Flod. Han og de, der vare i Følge med ham, sagde at han var stegen ned i Jordanen med et brændende Lys i Haanden, efter at have bedet til Gud om at han saa sandt vilde lade ham komme op igjen af Aaen med Lyset endnu brændende, som han var Kong Sigurds Søn, og Lyset, sagde de, slukkedes ej. Han var en beleven Mand, kyndig i mangt og meget, men liden af Væxt og ikke smuk af Ansigt. Han forlangte, at Sverre skulde tillade ham at føre Gudsskirsler for Sandheden af sit Udsagn, hvad hans kongelige Herkomst angik. Om denne betænkelige Sag raadførte Sverre sig først med sine Høvdinger. De raadede ham til at opfylde Eriks Bøn, sandsynligviis i den Tanke, at Sverre, hvis egen Herkomst var saa tvivlsom, vilde skade sin Sag ved at være for streng mod andre i lignende Omstændigheder. Ikke fornøjet, som det synes, med dette Raad, holdt han flere Hirdstevnet, og æskede alle sine Krigeres Mening. De svarede alle som een, at de vilde tjene Kong Sverre alene og ingen anden, altsaa med andre Ord, at de ikke vilde vide af nogen ny Søn af Sigurd Mund. Desuagtet bestemte Sverre sig til at følge de forstandigere og af ham først raadspurte Mænds Mening, dog saaledes, at han paa Forhaand sikrede sig mod alle nærgaaende Fordringer fra Eriks Side, og tillige benyttede Lejligheden til, om muligt, at faa sin egen kongelige Byrd beviist med det samme. „Jeg vil“, sagde han til Erik, „efter mine Venners Raad tillade dig at føre Skirsler, saa at Gud selv lader det vise sig, om dit Foregivende er sandt; men om det nu paa den Maade bevises at du er min virkelige Broder og Kong Sigurds Søn, da har dog dette Navn og den Magt, hvoraf jeg nu er Indehaver, kostet mig saa megen Møje, og saavel jeg, som alle vi Birkebeiner have derfor udstaaet saa mange Besværligheder og Lidelser, at jeg aldrig vil overdrage eller afstaa Kongenavnet eller Riget til dig eller nogen anden. Alene paa denne Betingelse opfylder jeg din Begjæring. Det staar dig frit for at antage den, om du vil; antager du den ej, har du at forføje dig herfra, og skal faa Lejde til at gaa, som du kom.“ Erik takkede Kongen med mange fagre Ord – han var nemlig en særdeles veltalende Mand – for hans Tilbud, og sagde at han med Glæde gik ind paa den opstillede Betingelse: hele sin Fremtids Skjæbne lagde han i Guds og Kongens Haand. Derpaa underkastede han sig den foreskrevne Faste til Jernbyrden, og da Prøven skulde aflægges, foreskrev Sverre ham selv
