Strid, saa skal jeg komme ud af Borgen mod Eder med alle Mine. Da tænker jeg nok du skal fare samme Uferd som forrige Gang, eller endnu værre, thi nu vil dog vel Gud engang gjøre Ende paa det Kongedømme, hvormed du saa uretmæssigt har indesiddet en Tidlang.“ Havde Sverres tidligere Forslag været æventyrligt og mest skikket til at fremkalde Smiil, kunde disse hans Ord derimod umuligt andet end vække Magnus’s og hans Mænds højeste Harme, deels fordi han her gik ud fra som givet, hvad hans Modstandere netop benegtede, at han var Sigurd Munds Søn, og saaledes i deres Øjne hyklede en Smerte over Tabet af Mænd, der vare ham aldeles uvedkommende; deels fordi han gik længere tilbage i Tiden end Magnus’s egen Fødsel, og gjorde ham ansvarlig for Sigurd Munds Drab, hvori ej engang Erling var skyldig, endelig fordi han overhoved fremstillede Forholdene vrangt, ej at tale om de mindre Unøjagtigheder, hvori han gjorde sig skyldig. Derfor svarede Magnus nu kjendeligt heftigere end før. „Jeg vil ikke,“ sagde han, „oftere gaa op paa din Blotvold; gaa heller ombord, og lader os stride ude paa Fjorden med et lige Antal Skibe paa begge Sider.“ „Mine Skibe,“ svarede Sverre, „staa nu paa Land og ere for Øjeblikket ikke i sejlfærdig Tilstand; jeg kan kun skaffe tre, men vil du da ogsaa bemande tre som du finder for godt, saa kunne vi holde Slag med disse 6 Skibe.“ „Jeg finder det bedst“, svarede Magnus hertil, „ikke at spilde flere Menneskeliv, men da det er sandt, som du siger, at jeg som oftest har maattet tage Flugten for dine Mænd, hvilket kommer deraf, at du altid ligger i Baghold og Skjuul, naar Striden skal skee, saa foreslaar jeg dig, om du tør, at træde ene frem med dine Vaaben, da skal jeg ligeledes komme ene imod dig, og skulle vi da skifte Hug med hinanden saaledes at den Sejrende faar Land og Rige.“ Hertil svarede Sverre: „det sørgelige i vor Fejde er øjensynligt nok for alle og enhver, om vi ikke dertil skulde slaas personligt med hinanden. Dertil have vi vore Mænd at stille for os i Træfningen, men det tykkes mig heel ukongeligt at vi selv fegte med hinanden, ligesom Slaaskjæmper, der ingen Folk have at byde over. Men har du endelig saa stor Lyst til at møde mig een mod een, saa stig i det mindste til Hest og jeg ligesaa, da kunne vi turnere med hinanden paa fornemme Mænds Viis.“ Saaledes opløste den hele Samtale sig i Ordvexling og urimelige Forslag; og da nu ogsaa Folkene, der sad og drak med hinanden, begyndte at komme i Klammeri, hævedes Mødet. Magnus gik atter ombord og hans Mænd roede tilbage til Flaaden. Sverre lod i Hast nogle Skuder drage tvers over Ørens nordøstlige Spids ud i Fjorden, og sendte dem efter de tilbagevendende Heklunger: de kom dem saa nær at man gjensidigt kastede Spyd paa hinanden, saa at flere faldt, hvoriblandt den før omtalte Karl Kjøtlaar, og mange bleve saarede. Magnus selv slap heldigt tilbage til Flaa-
