en Vikværing ved Navn Hallvard Gæla, og berømt som en ypperlig Bueskytte, at han skød tre Skud efter hinanden mod Magnus’s Skib, alle lige uheldige, det ene ovenfor Skibet, det andet i Sideplankerne, det tredie under Kjølen; en af de omstaaende forundrede sig herover, og sagde: „du skød vissere ifjor Sommer, da der blev skudt til Maals og der var sat en Priis for det bedste Skud, da var der Penge at vinde, og da viste du din Færdighed, nu synes det mig dog langt mere magtpaaliggende, da det gjelder at forsvare vor Konges Liv.“ „Synes du ikke,“ spurte Hallvard, „at jeg skyder vist nok:’“ „Nej,“ svarede den anden, „der er neppe nogen paa vort Skib, som skyder daarligere.“ Da tog Hallvard en Tylft Pile, og stod den ene efter den anden mod Magnus’s Skib; hver Piil rammede sin Mand, og da Tylften var opskudt, satte han Foden paa Buen og brød den itu. „Hvad skal det betyde,“ spurte Kongen, „vi trænge lige saa vel til Folkehjelp nu som før?“ „Jeg har nu,“ svarede Hallvard, „gjort nok for mig med Skud, men skal fremdeles værge mit Rum saa godt som enhver anden,“ tog derpaa Sverd og Skjold, gik ud paa Skibsbordet, og stred mandeligen.
Da Striden rasede paa det heftigste, og det var meget tvivlsomt, til hvilken Side Sejren vilde helde, gik Kong Sverre frem paa Dækket, løftede Hænderne mod Himlen, og sang Sekventsen „Alma chorus Dei“ (rettere Domini), lige til Enden, uden i al den Tid at have noget Skjold for sig[1]. Magnus gik ligeledes frem paa sit Skib i største Iver; han gik Fienden saa nær, at han endog satte Foden ud paa Skibsbordet, for at naa en af Birkebeinerne med sit Sverd. Men de kjendte ham paa hans Vaaben og Klæder, og satte tæt ind paa ham. Da fik han et Stik af et Sverd tvers igjennem Vristen, og trak sig i Hast tilbage, men da det var glat paa Dækket af Blod, gled han, og faldt baglængs ned. Ved dette Syn
- ↑ Denne Sekvents (versificeret Psalme eller Hymne, der plejede at synges umiddelbart efter „Halleluja“ mellem Epistlen og Evangeliet) indeholder en Opregnelse i Hexameter af alle Guds Navne, og lyder efter Missale ecclesiæ Sarisburiensis, London 1557, saaledes.
Alma chorus domini nunc pangat nomina summi:
Messias, Soter, Emanuel, Sabaoth, Adonai,
Est unigenitus, via, vita, manus, omousion,
Principium primogenitus, sapientia, virtus,
Alpha, caput finisque simul vocitatur et est O;
Fons et origo boni, paraclitus et mediator,
Agnus, ovis, vitulus, serpens, aries, leo, vermis,
Os, verbum, splendor, sol, gloria, lux et imago,
Panis, flos, vitis, mons, janua, petra, lapisque,
Angelus et sponsus, pastorque propheta, sacerdos,
Athanatos kyrios, theôn pantocrator et ysus (?),
Salvificet nos, sit cui secla per omnia doxa.
