istemte Birkebeinerne strax Sejrsraab. Orm Kongsbroder hørte det, og spurte, hvad det skulde betyde. En af hans Mænd raabte: „just nu faldt Kong Magnus“! „Da er Rigets Skjæbne afgjort“, sagde Orm. „lad os hugge Tengslerne over og ro bort af alle Kræfter“. Det skede, strax derpaa flygtede Asbjørn Jonssøn, og saa den ene efter den anden. Magnus rejste sig hurtigt op, raabte paa dem, og bad dem ikke at fly, da der intet festede ham, men ingen hørte eller vilde høre ham længer, og han maatte derfor selv lade Skeggen løse fra Olafssuden og ro afsted. Høvdebussen fik Birkebeinerne holdt fast med Stavnljaaer, og ryddede den fra Stavn til Stavn. Narve flygtede. Tilsidst stod Steinfinn selv ene tilbage, og forsvarede sig med urokkeligt Mod. Man fik ikke Bugt med ham, førend man tog en Aas fremme i Stavnen og slog ham ned med den: da faldt han med stor Hæder. Ogsaa mange andre Skibe bleve ryddede. Ellers toge de, der kunde, Flugten ved at see Kongen fly bort. Det viste sig nu, at Orms Forslag havde været bedst at følge, thi hele Striden havde formeget drejet sig om Olafssuden, og denne synes at være bleven bedre understøttet af de øvrige Skibe, end man havde gjort Regning paa; havde man begyndt med Smaaskibene, vilde den største Deel af Kampen have været udfegtet, og rimeligviis til Heklungernes Fordeel, inden Storskibene kom sammen; men hvad Magnus tilsigtede mod Sverre, ved først at angribe Kongeskibet, nemlig at dette skulde blive overvældet og almindelig Forfærdelse udbrede sig over hele Hæren, rammede nu ham selv ved hans uheldige Fald. Man kan heller ikke paa nogen Maade sige at Birkebeinerne vandt denne Sejr ved nogen overlegen Krigsdygtighed eller Tapperhed, lige saa lidet som den var afgjørende. Slaget var endnu ikke halvt udkjæmpet, da Orm Kongsbroders Fejltagelse og overilede Flugt gav det en uformodet Ende. Hvis det ikke var blevet saa pludseligt afbrudt, vilde Sejren upaatvivlelig have erklæret sig for Heklungerne, og disse vare allerede paa Forhaand saa meget vissere paa Sejren, som de siden den forrige Sø-Fegtning, de havde havt med Birkebeinerne ved Hattehamren, havde dannet sig den Mening om dem, at de ikke duede til at kjæmpe til Søs. Dette Slag nævnes imidlertid med Rette som det heftigste og haardeste, Sverre indtil da havde havt. Rigtignok regnede man Antallet af de paa begge Sider faldne ikke større end 360 Mand, men da de, som man maa antage, alle sammen faldt paa Kongeskibene og dem, der laa disse nærmest, medens de øvrige neppe engang kom til at deeltage i Kampen, bliver dette Antal forholdsviis betydeligt.
Birkebeinerne forfulgte de Flygtende, dog ikke meget langt, da de dertil selv havde for mange saarede og udmattede. Kong Magnus selv undslap ud ad Leden, men Orm Kongsbroder, der var den første til at tage Flugten, blev allerede indhentet ved Gravdal, da hans Skib var stort og tungt under Aarerne. Her løb han i Land med alle sine Mænd, efterladende Ski-
