nes blandt Sverres Mænd. Antager man, at der af Birkebeinernes 16 Skibe var to større, og hvert af disse med en Besætning, gjennemsnitlig regnet, af 150 Mand, udgjør dette tilsammen 1500, hvortil ogsaa kommer Besætningen paa de sex mindre Fartøjer, der dog neppe kan have oversteget 300 Mand. Sverres hele Styrke var altsaa neppe over 2000. Da det synes som om Heklungerne ej havde saa mange Storskibe i Forhold til de mindre, som Birkebeinerne, har deres Folketal neppe heller været det dobbelte af disses, men da det dog er vist, at de havde en betydelig Overmagt, kommer man vel Sandheden temmelig nær, ved at regne deres Folkestyrke til 3000 Mand.
Begge Flaader roede nu imod hinanden, og stødte sammen lige udenfor Nordnes. Under Fremroningen indtog Olafssuden den yderste Plads til Højre, og blev derfor strax paa denne Side kringsat af de fiendtlige Skibe, der kun ventede paa at den kom nær nok, for at lægge til. Foruden de oven nævnte 7 Skibe var der endnu to til, altsaa tilsammen 9, der satte ind paa den, men da de, for alle at faa Plads, ej vendte Siderne, men Forstavnene til, kom det i Førstningen ej til noget egentligt Haandgemæng: der stredes kun med Stene, Pile og Kastespyd. Kampen var desuagtet blodig og langvarig; af de tre Mand i hvert Halvrum paa Olafssuden stod snart kun een oppe, i enkelte Rum ingen. Da Magnus’s Mænd havde opbrugt sine Stene og Skudvaaben, og beredede sig til at entre, grebe ogsaa Birkebeinerne til deres Haandvaaben for at tage imod dem, idet de gjensidigt opmuntrede hinanden; da rejste mangen En sig op, som før var falden i Svime formedelst et Steenkast eller Skud, og Kampen blev overhaands heftig. Kong Sverre sprang op paa Skandseklædningen, og opmuntrede sine Mænd paa det bedste; hans Dragt var temmelig iøjnefaldende, thi han havde en hvid Kuvl, med en god Brynje under, og et rødt Skjold. Ved at vende lig mod Bagbord saa han, at Stallaren, Gudlaug Vale, ikke havde lagt sit Skib „Garnen“ længer frem end til det agterste Øserum. Han raabte da over til ham, og sagde at han skulde faa en Ulykke, som ikke lagde bedre frem med et Femogtyverums Skib. Gudlaug svarede at han ej kunde raade med det. Da tog Kongen en Paalstav, stemmede den mod Siden af Garnen og bed sine Mænd hale den frem; de gjorde saa, og fik den halet frem til det forreste Øserum; faa Øjeblik efter var der ikke en eneste Mand fremmenfor Masten paa Garnen, som ikke blødede. Audbjørn Gjestehøvding paa „Haarkniven“ lagde mod Kong Magnus’s Gjesteskib, og der opstod nu mellem dem en langvarig og haardnakket Kamp, der vakte Alles Beundring. Det varede længe, førend man kunde skjelne, hvo der tilsidst vilde faa Overhaand. Der fortælles om en af Sverres Mænd ombord paa Olafssuden,
