Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/131

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
113
1180. Slag paa Ilevollene.

Fløj, der vendte mod Søen, fordi han der lige over for sig saa et stort og prægtigt Merke, som han troede var Sverres eget. Dette Merke tilhørte dog kun Gudlaug Stallare, som Sverre havde ladet tage Plads der tilligemed Bumændene, Folkene fra Omegnen, og Ledingstropperne. Selv derimod trak Sverre sig med sit.Merke og titte Mænd ovenom langs med Bjerget, hvor en Deel af Magnus’s Mænd vare blevne tilbage, og hvor han ventede den hidsigste Kamp. Magnus havde ogsaa sat Nikolas Arnessøn med en betydelig Trop til at falde Birkebeinerne i Ryggen under Slaget, men Sverre, der ej saa let lod sig overraske, sendte en af sine paalideligste Høvdinger, Ulf af Lauvnes[1], mod ham med en Deel Folk. Derved hindredes Nikolas fra at yde Magnus nogen Hjelp.

Førend Slaget begyndte, voldt Sverre, som sædvanligt, en Opmunringstale for sine Folk. „Her,“ sagde han, „er en stor Hær og vakkert Folk kommet sammen, men enda viser det sig, at vi have betydelig Overmagt at kjæmpe imod, thi over hele Sletten staa Kong Magnus’s Fylkinger med forgyldte Vaaben og dyrebare Klæder: det var et godt Stykke Arbeide, hvis I kunde bære begge Dele til Byen i Kveld. I see nu, gode Halse, at der er to Ting at vælge mellem, enten at tilkjæmpe os Sejren, eller at dø med Ære. Det er ikke som om man viste Eder i Skoven til at hugge Tømmer, thi nu skulle I maale Hugg med Kong Magnus’s Lendermænd, og det er ingen Skam paa een Gang at modtage og give store Hugg: her passe Skaldens Ord:

Ej som naar Kulleved kløves
Karlen hugger paa Jarlen.

Saa sagde og Bonden, da han fulgte sin Søn ombord paa Krigsskib, og gav ham gode Raad med paa Vejen: han bad ham være tapper og haard i Mandeprøven, thi Ordet lever længst efter enhver, sagde han, eller hvorledes vilde du bære dig ad, naar du kom i Slaget eg vidste forud at du skulde falde? Sønnen svarede: skulde jeg da vel spare paa at hugge til begge Sider? Den gamle vedblev: men om nu Nogen ganske sikkert kunde forudsige dig, at du ikke skulde falde? Sønnen svarede: behøvede jeg da vel at tage mig vare og ikke gange frem som bedst? Ja, siger den gamle, i hvert Slag, du kommer, skeer eet af to, enten falder du eller du kommer levende derfra; vær altsaa stedse djerv, siden alt er forud bestemt; intet slaar den fejge ihjel, og intet kan frelse den som fejg er;

  1. Da Lauvnes efter al Sandsynlighed er Gaarden Løvnes i Halmø Sogn, nær ved Øgruppen Skjeingen (Skillingar) i Naumdølafylke, er det ej usandsynligt at han har slaaet sig til Sverre, da denne i 1178 var paa disse Kanter. For Resten var Ulf af ringe Herkomst, se nedenfor.