paa Flugt er Fald værst. Saa meget vide I og, Birkebeiner, at det nytter ej at bede Heklungerne om Grid. Den eneste Udvej for Eder er at staa saa fast som muligt, og ikke lade dem faa nogen Fremgang. Det er godt for Eder, Birkebeiner, at prøve Eders Sverd paa Vikverjernes Mjød-Istre der henne. Vor Styrke er stor og vakker nok, og deres større Folketal er dem kun selv til Hinder, thi de kunne ikke bruge det alt sammen; Største Delen af deres Tropper passer bedre til Brudemænd, end til Hærmænd, og er mere vant ved Drikkelag end ved Krigsferd. Min Hird og mit Merke vil jeg lade fare mod Kong Magnus’s Merke[1], thi af hans Hird maa vi vente os det haardeste Angreb og den heftigste Kamp; Lendermændene derimod ville nok tage sig mere i Agt, og Bøndernes Hob, som de mod deres Vilje, ja næsten som Fanger have slæbt hid, bryder sig ikke om hvem der falder, naar de kun selv beholde heelt Skind, eller som Skalden kvad: „jeg tiltænker mig den skjønne, mundfagre Ingunn, hvordan end Slaget løber af mellem Magnus og Sverre. Ganger nu vel frem, gode Halse, og Gud være med os!“ Denne Tale bidrog meget til at opmuntre Birkebeinerne, styrke deres Mod og opretholde deres Tillid til Sverres Klogskab jog Forsorg. Syv af dem, hvoriblandt Høvdingerne Thorolf Rympel og hans Broder Karl Kjøtlaar, tilbøde sig at gaa foran Fylkingerne i Slaget. Sverre selv var til Hest, for hurtigt at kunne begive sig hen til ethvert Sted, hvor hans Nærværelse gjordes nødvendig.
Nu skrede Fylkingerne mod hinanden, og Slaget begyndte med stor Heftighed. Aldrig havde man i hele denne Krig seet saa store Stridskræfter samlede paa begge Sider, dog var Magnus’s Hær den talrigste. Hvor Sverres Merke stevnede frem, omringet af hans Hirdmænd og Gjester, veg Magnus’s Fylking tilbage, og begyndte at flygte, medens paa den anden Side Gudlaug Stallares og Bymændenes veg for Kong Magnus og hans Hird, ja nogle endog gav sig til at løbe. Da Sverre saa dette, gav han sin Hest af Sporerne, og red hen til dem, idet han raabte højt: „hvi fly I? Vend tilbage og slaas som I bedst kunne! see I da ikke at Heklungerne allerede fly til Skibene? Bruger Eder nu som Mænd og forfølger de flygtende saa ivrigt I formaa“. Ved at høre disse Ord og see Kongen selv hos sig, toge de strax Mod til sig, og vendte sig igjen mod Fienden, der nu veg tilbage, og da den øvrige Hær saa, at Fienden var kommen paa Flugt, styrede alle efter Kong Magnus’s Merke, og toge hans Mænd i Ryggen. Der blev da et stort Mandfald. „Nu flyr Kong Magnus, sagde en af Birkebeinerne. „Ikke endnu,“ sagde en, der
- ↑ Dette strider i det mindste ved første Øjekast, mod hvad der baade før og siden fortælles om Opstillingen og det Sted, hvor Sverres Merke virkelig stod. Men maaskee det kun sigter til, hvad der skede under Slagets Løb.
